220 / 230
P rob lem er i K øbenhavns H istorie 1660— 1757
gørende Betydning for Pladsens rythm iske, barokt be
vægede Helhedsvirkning.
I Udformningen af selve den ottekantede Plads er der
fransk Tradition, og som den er lagt i et Gadekryds,
følger den en alm indelig anerkendt barok Fremgangs-
maade. Det samme kan siges om den Tanke, der tidligt
var fremme, at rejse en Statue — her en Rytterstatue
af Frederik V — m idt paa Pladsen i Gadekrydsets Cen
trum. Men en E jendommelighed er der ved den E igtved-
ske Helhedsplan. Frederiksstadens Hovedakse blev ikke
den lange Nord-Sydgaaende Amaliegade, men den langt
kortere Tværgade — Frederiksgade. Thi allerede 1749
lagdes Grundstenen til Eigtveds Frederikskirke (Mar
morkirken) paa vestre Side af Bredgade paa den Have
grund, der tilhørte Prinsesse Charlotte Amalie (Ktkv.
1942, T. XXXV I); Kirken skulde virke som Point de Vue
for Enden af denne Gade. Og den Dag i Dag faar man
bedst Indtryk af, hvad P lanens Ophavsmand egentlig
tilsigtede som Totalanlægets kunstneriske og m onum en
talt m est afgørende Akse, naar man staar i Toldbod-
gade. A llerstærkest føles det, i de Sekunder, man ude i
Havnen sejler forbi Amalienborg Plads. Da gribes man af
dette Syns store H erligh ed ! Marmorkirkens dramatiske
H istorie skal ikke skildres her. Som bekendt blev E ig
tveds Projekt senere kasseret, og to franske Arkitekter,
først A. J. Gabriel og derefter N. H. Jardin, fik Opfor
dring til at fuldføre den; den sidste fik Arbejdet betroet,
men Kirken blev kun en Torso!
Oprindelig skulde — foruden Frederiksgade — 4
Tværgader føre fra Bredgade ned mod Havnen, thi den
nye Bydel var tænkt bebygget af Storkøbmænd og Skibs
redere. Man regnede ogsaa med Ejerne af Tømmerplad
serne langs Havnen. Men Frygten for Brandfare fra
disse Pladser og et Ønske om hellere at skabe et virke