532 / 681
520
BIOGRAFIER
30.
HANS HENRIK GARBEN var født omkring 1696; da han nemlig
d. 5. Aug. 1744 gjorde Indskud i de civile og adskillige Stænders Enke
kasse for sin Hustru Cathrine, f. Hallensen, siger han, at han gik i sit
48. Aar1). Hans Fødested var Kjøbenhavn, hvor han d. 2. April 1727 vandt
Borgerskab som Silke- og Klædekræmmer2). Han var antagelig Søn af en
af Stadens 32 Mænd, Hans Garben, som i 1711 kommitteredes til i An
ledning af Pesten at drage Omsorg for Frimands Kvarter8), og han ejede
her en stor Gaard (Nr. 92) i Kjøbmagergade, som gik op i Luer ved den
store Ildebrand, kun et Aar efter, at han havde nedsat sig som Silkekræm
mer4). Under Branden søgte han med Karl og Pige Husly hos en Fagfælle,
Johan Otto F eisen5), der d. 12. Juni 1722 var bleven gift med en Datter
af Hans Garben6) og antagelig var hans Svoger. I 1743 ejede han foruden
den omtalte Gaard i Købmagergade, som han maa have bygget op efter
Branden, ogsaa en Ejendom i St. Færgestræde (Øster Kv. Nr. 32)7).
Da H. H. Garben d. 14. Oktober 1749 valgtes til Direktør i Kjøben
havns Brandforsikring i T. C. Bargums Sted8), var han forlængst hædret
med flere borgerlige Tillidshverv. D. 17. April 1739 var han saaledes bleven
valgt til Oldermand i Silke-, Ulden- og Lærredskræmmernes Lav9), og d. 30.
Marts 1740 optaget i de 32 Mænds Forsam ling10). D. 11. September 1754
blev han ogsaa Kaptajn ved et af Kjøbenhavns Borgerkompagnier11).
Af Valget til Oldermand havde han dog kun liden Glæde, da det faldt
i en for Lavet højst ulykkelig Tid. D. 17. November 1739 var der nem
lig udkommen en kgl. Forordning, der i den Grad beskyttede de her op
rettede Silke-, Klæde- og andre Fabrikker, at det blev rent forbudt fra Ud
landet at indføre den Slags Manufakturvarer, som tilvirkedes her, med m in
dre de ikke kunde faaes her i Magazinet, eller her fremskaffes i den Tid, der
behøvedes til at forskrive dem. Kræmmerne forsømte denne Pligt og kom i
slem Ulejlighed derfor; de maatte bagefter »betale forhøjet Told af de ind
førte Varer og uopholdeligt tage Varer af Magazinet for samme Sum« samt
i en ydmyg Supplik af 15. December 1739 bekende, »at vi ere faldne udi
Forseelse formedelst en stor Sindets Konfusion over os adskillige paakomne
uformodentlige Ting og af Uforsigtighed samt Uvidenhed om, hvad Deres
kgl. Majestæts endelige og absolute Vilje med sine Omstændigheder herudi
maatte kunne være, saavelsom og adskillige andre Aarsager, hvilke vi som
nedslagne Undersaatter ikke understaa os paa denne Tid her at anføre for
en fortørnet Konge«; de bad om, at Kongen ikke maatte finde Behag »udi
at ødelægge saa mange sine, desuden ved Guds Haand noksom ruinerede,
Undersaatter«. Kommercekollegiet var dog vedvarende haard imod Kræm
merne. Hver af disse skulde forpligte sig til at underholde to Væverstole
og modtage alle lierpaa forfærdigede Varer; paa trykkede Lærreder lagdes
en Told af 20 Sk. pr. Alen, og forgæves klagede Kræmmerne over Fabrikan
ternes Uduelighed og meget andet. Det lettede først, da man efter Christian
VI’s Død i 1746 til en Begyndelse fik Tilladelse til at indføre Sørgestoffer.
I den Tale, Garben holdt ved sin Fratrædelse som Oldermand d. 10. No
vember 1747, fremhævede han ikke med Urette, at han ved sin Tiltrædelse