![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0123.jpg)
Denne Kirkegaard gjorde nu Tjeneste til 1858. Den 18. Maj
meddelte Magistraten, at naar Fattigvæsenets egne Kirkegaarde
var fuldstændig belagte, skulde dets døde begraves paa den
almindelige Frijords-Kirkegaard paa Assistens Kirkegaard, og
som Følge heraf blev intet Lig nedsat i Kirkegaarden ved Øster
Allé efter den 1. September 1858.
Etatsraad
/.
H. Bårens
Som en Undtagelse fra Regelen, at kun Fattigfolk kom til
at hvile paa denne Kirkegaard, maa her nævnes, at en i den
dannede Verden anset Mand og en af Fattigvæsenets mest for
tjente Direktører, Assessor I. H. Bårens, havde valgt sin Grav
iblandt de Fattige og ogsaa kom til at hvile paa deres Kirke
gaard. I det københavnske Fattigvæsens Historie maa Barens’
Navn nævnes som et af de bedste. Han var Justitiarius i Fat
tigvæsenets Politiret paa Almindelig Hospital, Fattigdirektør og
Medlem af Almindelig Hospitals specielle Direktion og en kyn
dig Skribent hvad angaar filantropiske Emner. Han havde og
saa et stort Hjerte for de Fattige og har udtalt adskillige Tanker,
der røber et Syn paa de smaa i Samfundet, langt forud for
Samtidens. Men et næsten kvindelig Gemyt hindrede ham i at
træde op med en Kraft, som bryder nye Baner og fører Ideen
ud i Virkeligheden. For Nutidens Øjne tager hans Kærlighed
til de smaa sig ud som en romantisk Følelse, der ingenlunde var
uden Varme, men intet Offer tør kræve. I Tidens Medfør
kunde den godt parres f. Eks. med Tidens Bestræbelser for at
skaffe daglig Middagsmad til den Fattige for 1
Sk., og i en
saadan Opgave finde Tilfredsstillelse.
Hans Beslutning om at blive begravet hos de Fattige var
ogsaa romantisk nok. Som han havde ønsket, foregik hans Be
gravelse fra Almindelig Hospital, hvor man havde valgt de Lo
kaler, der ellers benyttedes af Fattigvæsenets Politiret, og nøje
efter den afdødes Vilje var Begravelsen som de Fattiges i en
hver Henseende.
Den 8. Juli 18 13 blev han da jordet paa Kirkegaarden i
Øster Allé. Bårens kom til at hvile, hvor han vilde. Hans Be
110