180 / 428
flyttedes dertil, eftersom største Delen af dem indbragtes igen
som syge eller døde af Kolera, og dels fordi mange af Plad
serne i Duntzfeldts Gaard, som nu var Kolerahospital, blev
belagte med Mennesker, som var bleven angrebne af Kolera
paa Sygeafdelingen eller i Fattigvæsenets andre Stiftelser.
Behandlingen var nødvendigvis meget mangelfuld, og ikke
faa døde uden at komme under Behandling, da de angrebnes
Antal blev meget stort, og de laa spredte over et stort Rum.
Uagtet nemlig Transporten med syge fra Lemmestuerne til
Kolerastuerne, og med døde fra Kolerastuerne til Lighuset, gik
jævnt for sig fra Morgen til Aften, kunde det dog ikke undgaas,
at mange, navnlig i Begyndelsen af Epidemien, blev liggende
paa Lemmestuerne, dels fordi Koleralokalet for en Tid blev
overfyldt, saa at man endog undertiden maatte lægge Fruen
timmer ind paa Mandfolkestuer, naar Pladser manglede for
dem, og omvendt, og dels paa Grund af Udmattelse af de
Folk, som skulde besørge Transporten op og ned af en Mængde
Trapper mellem Lemmestuerne, Kolerastuerne og Lighuset. De
Syge, som saaledes blev overladte til sig selv paa Lemmestuerne,
var det vanskeligt at skaffe nogen Hjælp. Opvartningen besør
gedes i Reglen her af en enkelt Stuekone, som naturligvis ikke
kunde overkomme Arbejdet, da der gaves Stuer, som var be
lagte med over 50, ja over 60 Mennesker, hvoraf en Del altid
maatte have Opvartning ; og uheldigere stillede naturligvis For
holdet sig, naar en saa voldsom Sygdom som Kolera slog ned i
en saadan Stue og foraarsagede, at mange Mennesker paa en
gang i høj Grad trængte til Hjælp. Paa mange Stuer blev Stil
lingen endnu forværret ved, at Stuekonen blev angrebet sam
tidig med mange af de øvrige Beboere, og faldt som Offer for
Sygdommen. Herved var de syge en kort Tid aldeles blottede
for Hjælp, indtil en ny Kone blev ansat, og selv om dette i
Reglen skete saa hurtigt som muligt, saa var Elendigheden i de
mellemliggende Timer dog større, end man kan tænke sig, end
sige beskrive, og blev kun lidet formindsket, da den ny ansatte
Kone ikke var orienteret med Hensyn itl Stuen og de syge. Da
Opvartningen var saa mangelfuld, maatte Hjælpen indskræn
164