371 / 428
Snart efter blev Balle konstitueret som. Præst ved St. Hans
Hospital, hvis Præst, Cruuse, var sindssyg. Dette skete 27. Fe
bruar 1801. Cruuse havde haft baade Lejlighed, Have og
Græsning, men disse Goder hjemfaldt nu til Hospitalet, medens
Balle maatte nøjes med en Huslejegodtgørelse paa 50 Rdl.
Balle maatte ogsaa selv betale Bønholderen, et af Stiftelsens
Lemmer, for at holde Bøn i Hospitalets Kirke hver Morgen og
Aften. Senere hedder det, at denne Tjeneste var “ uden stiftende
Nytte” . Den Person, som besørgede den, fik derfor 5 Rdl. om
Aaret. Balle besørgede ogsaa Prædiketjenesten ved Tvangshuset
i Pustervig og fik derfor 24 Rdl. aarlig.
Balle var naturligvis ikke uvidende om Direktionens Tanker
om ham, men han kunde dog først indgive sin Ansøgning, da
Qvale havde faaet andet Embede, d. v. s. 1803. Han var fra
tidligere Tid glimrende anbefalet af Biskop N. E. Balle samt af
Sognepræsterne ved Hellig Geistes Kirke, Professor P. Hansen
og B. P. Kofod.
6. Juli 1803 kaldtes Balle saa til Præst ved Alm. Hospital og
Abel Kathrines Stiftelse. Hans Løn ved begge Stiftelser var for
uden de uvisse Indkomster 270 Rdl. uden videre Emolumenter.
Han blev uden videre Betaling ogsaa forpligtet til at præparere
til Konfirmation og at konfirmere Drengene fra Det kgl. Op
fostringshus. Men Balle var fremdeles i Direktionens Gunst, og
dens Agt var at skaffe ham en endnu bedre Befordring, nemlig
at give ham Gentofte Sognekald, til hvilket Embede Direk
tionen havde Kaldsret. Men det var i de Aar, at Kongen søgte
at inddrage baade Privates og Institutioners Kaldsret, og Kalds
retten til Gentofte gik ogsaa efter lange Forhandlinger over til
Kongen, imod at Gentofte Sognekald bebyrdedes med en aarlig
Afgift af 200 Rdl. til Københavns Fattigvæsens Skoler, og Fat
tigvæsenets Hospitalspræster og Skolelærere, der er theol. Kan
didater med laud eller haud ill. efter 6 Aars god Tjeneste, og
Hospitalspræst Balle i Særdeleshed, fik fornyet et tidligere kgl.
Løfte om Befordring (jvf. Planen af 1799, § 201).
Denne Aftale blev stadfæstet ved kgl. Resolution af 15. Febr.
349