33 / 169
22
ligste udformede i den nederste Moræne, og den øverste Moræne
ligger som et nogenlunde regelmæssigt Betræk af blødt Ler der
hen over. Der synes at have været et jævnt Fald i den store
Lavning fra Sluserne i Kallebodstrand til det nordøstlige Udløb
mellem »Stubben« og Refshalen. Naar der i denne flodlignende
Fordybning er blevet en Del Morænelersholme staaende paa en
længere Strækning, maa det vist hænge sammen med den nederste
Morænes Bygningsforhold og maaske med, at det er Vand fra en
Isrand i Køgebugt, som har endeligt udformet Fordybningen.
Holmene er haarde Morænelerspartier, som har modstaaet Van
dets Magt, hvorimod Kanalerne mellem Holmene er udskaaret
i Sandblokke mellem de faste Partier. De mægtige, dybt liggende
»interglaciale« Sand- og Lerlag, man traf i Frihavnen, tyder
paa det samme Udviklingsforhold. Hermed passer Forholdene
ved Højbro ogsaa ganske godt, dels at der er et fremspringende
fast Parti, det, hvorpaa Absalon-Støtten staar, og dels — benåd
GI. Strand— den dybe Indskæring, som senere igen efter Istiden
er bleven udfyldt med Sand, og som maaske staar i Forbindelse
med en stor Sandblok under den nordvestlige Del af Byen og
betinger det lette Afløb fra en Del af den ved Amagertorv.
Absalons Brønd tyder jo paa. at paa Slotsholmen gaar Moræne-
leret dybt. Man vilde næppe have kunnet sætte Brønden saa
dybt gennem Sand paa den Tid. Hvis der nær Overfladen var
Sand under Holmen, maatte Vandet i Brønden være brakt; men
det er det ikke.