181 / 204
180
til a t faa sine m eda lum ne r til at ræ kke en h jæ lpende haand.
n aa r et elle r and et skulde udrettes. H a n s p o p u la rite t v a r enorm ,
og ved afskedsgildet fo r ham , til h v ilk e t Levinsen skrev sin
o venom talte k a n ta te , b lev der o v e rra k t ham en lau rbæ rkrans
som bevis paa den hengivenhed , m an fø lte fo r h am .1 Skulde
nogen a f dette tidsrum s and re in s p e k to re r nævnes, m a a tte det
væ re Poul Sveistrup. Ogsaa ved hans b o rtre jse sadlede Levinsen
sin pegas og sk rev et afskedskvad
Beduin-klage ved afskeden
fra den store mufti schejken Schemseddin Sveistrup al Kalib
.2
B la n d t periodens vised ig tere e r Levinsen i det hele taget
den m est p ro d u k tive . H a n s sange e r næsten alle udprægede
lejlighedsviser, tit k v ik k e i tonen og a ltid fy ld te a f ak tue lle
h en tyd n in g e r til smaa og store beg ivenheder i ko lleg ie live t. A f
hans vise i an ledning af væ kkerselskabets genoplivelse
Væk
—
væk
—
vækker-vers og vægterkvæk
3 skal her citeres slutnings
stro fen :
Ja søg vor vakthed, hver sovefræk!
En skål for væknings-stortankens vækker,
hver opsprings-djærv og hver knapnings-kæk,
og hvo uvækkelig grisen spækker.
Skål for vor formand, hvis ordvægt egger,
og skål for A n d ers
,4
vor vækker-vækker,
vort vækker-ur!
Ogsaa N . Pedersen, hvis k a n ta te ved udgivelsen a f
Borkens
Lyre
tid lig e re er næ vnt, h a r sk re ve t fle re viser, h vo ra f mange
e r ganske v e lly k k e d e . Følgende stro fe stamm er fra et h y ld e s t
d ig t til ko lleg ie t
Collegium Mediceum
fra
1879
: 5
Og her en broderflok vi fandt,
hvor efter dagens m øje
ved ordets leg den tyngsel svandt,
som kunde sind et bøje:
vi p ejle tankers blinde skær
ved blus af lunets gnister,
vi sammen le ad tåbefærd
hos høj og lav filister.
1
A nn. 1874.
a
Borkens Lyre
s.
1 1 2
ff.
3
Borkens Lyre
s. 110.
4
K ollegiets karl.
5
Borkens Lyre
s. 115.