186 / 204
185
med at betrag te læsestuen som et n a tu rlig t tilflug tssted i ledige
stunder, og der fejredes ik k e mange fester, uden at d e r va r
»parasitter« — . gam le a lum n er — b land t deltagerne.
Selv om der som sagt ik k e er større begivenheder at om
tale, kan der dog væ re grund til at dvæle ved en ke lte træ k i
disse aars ko lleg ie liv. D e t v il saaledes væ re n a tu rlig t a t om tale
de samm enslutn inger og fælles interesser, der b idrog til a t skabe
et hyggelig t og fo rn ø je lig t sam liv. Først skal nævnes gym na
stikken , der i
90
’ernes begyndelse h o ld t sit ind tog paa ko lleg ie t
og va n d t mange passionerede dyrkere. I december m aaned
1890
slog den fo rhenvæ rende alumne cand. theol.
V . Balslev
1 i læse
stuep ro toko llen til ly d fo r, a t alumnerne burde samles til gym
nastiske øvelser paa ko llegiets sal. T a n k e n va k te b ifa ld , og da
det lykked es at faa u n ive rs ite te t til a f legaternes overskudsfond
a t bevilge
52,75
k r. til g ym nastikredskaber,2 tog øvelserne
1891
deres begyndelse und er Balslevs ledelse. Foretagendet blev en
eno rm succes, og
9
. ap ril fe jre d e man gym nastikken ved en
fest, ved h v ilk en Balslev h o ld t en tale, h vo ri han u d try k te
haabet om, »at det engang m å tte b live til Borchs kollegiums
ros a t det v a r første m and til at in d v i en n y æra — n å r de
øvrige ko lleg ie r engang få r fu lg t v o rt exempel«. Selv om n a tu r
ligvis ik k e alle fo rm aaede at holde den hellige ild brændende,
v a r der dog en lille tro fas t skare, der stadig samledes paa salen
om morgenen og jog morgensøvnigheden paa flug t ved den
svenske gym nastik. A t man ik k e sparede paa kræ fterne , viser
følgende b ru d s tykk e a f e t p ro tokolind læ g , skrevet af en af
gym nastikkens modstandere: 3
Længe leve D eres Kongelige H øjheder, Hurrah!! raabte jeg og
vaagnede.
— — Hule, dumpe, dybe Drøn duvede dundrende, rullende,
buldrende hen under Loftet, væ ltede ned langs Væggene og sam lede
Støvet paa G ulvet til store straalende Klangfigurer, ikke uligt et
Smyrnatæppe. H ele Naturen var bleven levende: Ruderne klirrede,
og Lampekuplerne dirrede, Skabene slog og vifted e med de aabent-
1
A l.
7/3
1883—19/s
86
.
2
Regnsk. 1891; Univers. Aarb. 1890—91
s. 577.
3
Dat. 22. apr. 1893.