191 / 204
190
H an sneg sig hen langs den lave Mur
Og skraaede over til H erkules’ Bed;
H an ænsed slet ikke de K rokketbu’r,
Skønt hanses Skinneben rasled derved.
H erakles, jeg svær ved de Æ veler,
Du plukked hist paa H esperiens Strand,
D u sige mig, hvem er de Dæ veler,
Som hist drage bort m ed den tunge Spand.
A k , Herre, I fritte mig ikke saa!
D e t m inder mig haardt om m it nedrigste Kald;
D e Ka’le i samme Æ rind m on gaa
Som jeg, da jeg rensede A u gias’ Stald.
Ogsaa k o te le tfo re n in g e n havde n a tu rlig vis sine dig tere. Som
p røve skalh e r citeres sidste vers af
Koteletvise
fra
1909
, v is t
n o k sk re ve t a f cand. mag.
K. Chr. B. Bredsdorff
.1
E n meget stor
del a f alum nerne levede dengang a f skoleundervisning, og p ro
to ko llen v rim led e af indlæg, d e r sang den danske læ rerstands
pris. M e n o ve r de herlige brunstegte k o te le tte r g lem te man
alle pædagogiske kam p e og besvæ rligheder og levede i det
skønne nu:
Paa vor Borg vi lever fem ten Mand
store Pædagouer.
Du er Lærer, jeg er li’saadan,
syn es du, d et Sjov er?
G lad fra Borgerdyd til Fredriksberg
hele D agen drog vi,
sled en farlig Bunke Saalelær,
mange flade slog vi.
M en i A fte n er vi fri
for lille M ikkels Griseri,
Æ blekage og Chablis,
Skaal! det er »was anders«.
T il slu t skal nævnes en vise a f cand. theol.
Helge Haar
2 til
ju le g ild e t
1912
, der p rise r Borchs ko lleg ium som de læ rde syslers
hulde b esk y tte r, »en lille Læ rdom s-Rede«. D e to sidste vers
ly d e r saaledes:
i A l. o/6 1907—o/io 10.
2 A l. 31/so 1909—maj 12.