10 / 115
Ved Admiral Gjeddes Gaard.
gaar din vante Søndagstur
ad tomme, stille Gader
og hilser med et Smil paany
de skønne Husfacader;
den gamle By, de gamle Sten
med hundredaarig Vejrligs Mén
i Sommersol sig hader.
Da hænder det, du standser op
og lader Sindet dvæle
ved fordums Liv, som taler her,
hvor Strædet selv har Mæle
—
du ser en fornem Adelsgaard
og aner bag om Slægt og Aar
et Spor af glemte Sjæle.
Maaske det stiger som et Syn
bag din fortænkte Pande,
et Billede, et Drømmespil
op over Lethes Vande,
en sagte, underlig Ballet,
de Dødes Dans i Menuet,
bag Ruders Lavlerande.
Rococofestens smukke Leg
bag Bindingsværkets Stuer,
de muntre Kavalerers Buk
fo r silkeglade Fruer,
en Pantomime, drilsk, koket,
hvor Amoriner skyder Plet
i Jomfruhjerters Buer.