71 / 115
ges som Opbevaringsrum for Kunsthandlens ikke udstillede Malerier.
Denne Trappe løber videre ned i Kælderetagen og man dukker ned i
Den røde Murstensstue,
her er alle Væggene bievne til Skabe og alt
er tomatrødt og stafferet med sorte Linier. Og i denne Stue gemmes
gamle Almuestoffer og kuriøse Sager, der fortæller om tidligere Tiders
Mennesker og deres daglige Liv. I denne Kælderstue og bag disse Glas
skabe er der for den, som forstaar at se, maaske mere Fædrelandshistorie
og en mere levende Fortælling om vor egen Kultur gennem Aarene
end i tætte Bøgers mange Ord.
Den sorte Bjælkestue
med de hvide Vægge og det dybe mørke Træ
værk. Her er de gamle Møblers Stue: Skabenes, Bordenes og Skænkenes
Rum. Under Loftet løber her, som i de andre Kælderrum, de gamle
Bjælker med denne smalle Profilering, som kendes i gamle Huse paa
Landet. Er man atter paa Vej op mod Stueetagen ser man uvilkaarligt
den røde Sprossedør, gennem hvis mangfoldige smaa og forskellige
Ruder man titter ind i
Kahytten.
Thi om hvad andet minder vel egentlig det lille For
retningskontor? Med sine Loftsbjælker, sin Klæberstensovn, sin Lygte
belysning, sine uensartede Vægge, sin lille Opgangstrappe til Porten
er den et pudsigt og et hyggeligt Rum for det regnskabsmæssige og
forberedende Arbejde. Men op ad Trappen igen og gennem den bleg
røde Gadestue, og en Fløjdør fører én ind i
Den pompejanske Stue.
Dette er maaske Stueetagens største Over
raskelse. Bag mangfoldige Tapetlag kom en Dag en stærk rød Plet til
Syne. Det var en mundtlig Overlevering fra tidligere Ejere, at der
vistnok i denne Gadestue fandtes Vægmalerier, men hvad de forestil
lede og om det hele ikke blot var en Anekdote — fik staa hen. Og
egentlig var den nye Ejer af Gaarden ved at hælde til den Anskuelse,
at hade der været Vægbilleder, var de forlængst tilintetgjorte, thi
Nedrivningen af den gamle Skorsten i Stuens Hjørne bragte intet for
Dagen. Men den lille røde Plet blev til mere og efter nogle Dages
Søgen og Afskrællen lignede denne Væg et Landkort — men dér —
6 8