141 / 294
128
Lavets Historie 1644
—
1861.
„Ligeledes have vi allerunderdanigst forment, at det
baade vilde lette Oldermandens Arbejde og give hans Be
slutninger mere Modenhed, at der tilforordnedes ham tvende
kyndige Raadgivere og Medhjælpere, hvoraf den Ene i hans
lovlige Forfald strax kunde optræde som Suppleant, og al
Standsning i Forretningerne derved forekommes.
„Den Bestemmelse i Artiklerne, hvorefter Skriveren skal
vælges af Lavets Interessenter (blandt dennem selv) have
vi ikke fundet saa aldeles passelig. Naar Lavsskriveren er
en i borgerlige Forretninger øvet og nogenlunde lovkyndig
Mand, kan han med Nytte bruges i Lavets Anliggender
tillige som Konsulent. A
4
an bør derfor vælge en Mand, der
besidder de anførte Egenskaber, hvilke ere aldeles udenfor
Lavets Sphære og altsaa ikke kunne formodes hos noget
Medlem af samme. Dette har og længe været Sædvane
ved dette som ved flere Lav, og denne Sædvane foreslaa
vi allerunderdanigst at ophøje til Lov.
„Det har ligeledes i mange Aar været Brug at antage
og lønne et Lavsbud, hvis Tjeneste ikke kan undværes og
hvis Forretninger ere for mange til, at de bekvemmelig kan
besørges af en Interessent, saaledes som Artiklerne fore
skrive. Vi indstille derfor, at den i Overensstemmelse dermed
foreslagne Bestemmelse allernaadigst maatte sanktioneres.
„Udi de Forskrifter, som den 19. § indeholder om Straf
for dem af Interessenterne, der udeblive fra Lavets For
samlinger, foreslaa vi allerunderdanigst følgende Forandring:
Hvo som , efter af Lavsbudet at være tilsagt til at møde i
Lavets Forsamlinger og uden, før Samlingen begynder,
skriftlig at have anmeldt antageligt Forfald derfra, udebliver,
bør bøde 2 Rdl., og anmærker Lavskriveren forinden Sam
lingen sluttes i Protokollen de udeblevnes Navne, hvorefter
Mulkten ved næste Kvartalspenges Betaling inddrives. For
slaget er grundet paa den Vanskelighed, det har at kon
trollere, hvor længe nogen er udeblevet over Tiden, og paa
Pengenes saa meget forandrede Værd, i hvis Følge 2 Rbd.
neppe engang er lige med det en slet Daler var i Aaret 1694.
„Ved den 21. § formene vi det tjenstligst, at der tilføjes