9 / 176
I
et Menneskeliv er 25 Aar allerede et grumme langt Stykke
Tid, i en stor Forretnings Liv straks noget mindre. Endnu er
D e t D a n s k e K u l k o m p a g n i
et ungt og friskt Foretagende, og dog
er det saa, at naar det nu den 2. Januar 1922 kan højtideligholde
25 Aars Dagen for Aabningen af Selskabets Virksomhed, saa er
paa en enkelt Undtagelse nær alle Stifterne og den første Perio*
des ledende Mænd forlængst afgaaet ved Døden. Kompagniet
bestaar, Menneskene forgaarl Og alligevel er
Menneskene
Kom*
pagniet: havde ikke de Mænd, som grundlagde det og satte dets
Arbejde i Gang, været af den rette Støbning, vilde Kompagniet
ganske upaatvivlelig ikke have haft den Levedygtighed, hvor*
med det hidtil, ovenikøbet af og til under ret vanskelige Forhold,
har kunnet glæde sig — og naar Kompagniet fremdeles efter 25
Aars Forløb staar i fuldt Flor og efter alle Tegn at dømme gaar
en smuk Fremtid i Møde, saa maa man have Lov at tyde det
saaledes, at der fremdeles er de rette Mænd ved Roret og paa
Kommandobroen.
Men det er Skuden, der
bærer —
ja, er den en Gang fasttøm*
ret og fortrinlig bygget, er Takkelage, Maskineri og Grejer i første
Klasses Stand, saa kan den bære Mandskab efter Mandskab paa
Togt efter Togt, og hvert Togt kan blive en Bedrift, som tjener
Mandskabet, altsaa Menneskene paa den enkelte Sejlads, til stør*
ste Ære; men Skuden er dog Skuden, og en daarlig Sømand den,
der ikke faar Kærlighed til hende. Og saaledes lever Kompag*
niet
som saadant
sit eget Liv: den ene udmærkede Leder kan af*
løse den anden — fatter han ikke Kærlighed til
Foretagendet,
sæt*
ter han ikke alle sine Evner og Kræfter ind paa at føre Kompag*