11 / 121
Den er godt tilpasset til Gade- og Bylivet med sine brede, kraftige Vin
ger, som den kan komme til Vejrs med i en Fart, og med det korte,
stærke Næb, der er lige fortræffeligt til at tage Insekter og Frø med, som
til Gennemrodning af Hestepærer og andet Affald.
Graaspurvene har faaet Klichéen »Byens næsvise Gadedrenge« heftet
paa sig, i aandfuld Lighed med Udtryk som »De lækre Skaldyr«, »Den
røde Røver«, »Vores muntre Foraarsbebudere«, og hvad det nu ellers er
for sære Øgenavne, Dyrene tit faar at løbe med. Men Graaspurvene er
ikke næsvise Gadedrenge; de passer deres Næringsvej og plejer ikke at
blande sig op i andres Forhold.
Desværre hænder det, at en Graaspurv ikke er agtpaagivende nok over
for Færdselen og ender som et Offer for Trafiken. Tager man en saadan
ihjelkørt Spurv op og studerer den nærmere, vil man blive forbavset over
de mange brogede Farver, ikke mindst hos Hanspurven med den støv-
graa Isse, den sorte Plet paa Halsen og de nøddebrune hvidplettede V in
ger. Spurven raader i Virkeligheden over en Rigdom af Farvenuancer fra
hvidt og graat til brunt og sort, som ingen Maler præsterer det bedre paa
sit Lærred.
Bortset fra Trafikulykkerne og andre hændelige Uheld, har Graaspur
vene det godt i København. Det er ikke saadan som rundt om paa Landet,
hvor der med Mellemrum bliver erklæret uindskrænket Graaspurvekrig,
nu sidst paa Nordfyn, hvor der udbetaltes en Præmie paa fem Øre
for hver skudt Graaspurv. Men der er jo heller ingen Hvedemarker i
Byerne, som Graaspurvene kan ødelægge.
Naar Spurvene har det saa godt i Byen, hvorfor kan de saa pludselig