15 / 121
presse sig ind og ruge i Mejsekasserne, mens Graaspurven er et Num
mer for tyk.
Sommetider kan der i Gadens Spurveflok være nogle Fugle, som lig
ner graagrønne Hungraaspurve. Det er Grønirisker eller Svensker. Han
nen er kraftigere gulgrøn end Hunnen og bliver undertiden opfattet som
en umoden Kanariefugl. Forvekslingen er saa meget rimeligere, naar man
samtidig hører Grønirisken synge, for dens Sang mmder mest af alt om
Kanariefuglekvidder.
En anden Fugl, der ogsaa kan blive taget for en Bastard mellem en
Spurv og en Kanariefugl, er Gulspurven. Den trænger sommetider ind i
Haverne; men er almindeligere paa mere perifere Steder som Sydhavnen,
hvor den tit kan sidde paa Toppen af en Skræppe og lade sin lille ensomme
Visestump høre.
Den altid-kvidrende Tornirisk er ikke saa kendt, som den er almindelig.
Vil man have dens Rede at se, skal man blot kikke efter i Hækkene paa
Byens Kirkegaarde, — der er Gevinst hver Gang. Men de lavtliggende
Reder er Skyld i, at en meget stor Procentdel af Ungerne bliver ædt af
omstrejfende vilde Katte. Nogle Ornitologer siger, at Tormrisken
næst
Graaspurven — er vores almindeligste Ynglefugl. Ellers plejer man at
regne Lærken for Danmarks almindeligste Fugl, og vist med Rette; men
den er sjælden i Hovedstaden, hvor den har vanskeligt ved at finde
Ynglesteder. Derimod er dens nære Slægtning, Toplærken en udpræget
Byfugl, som man tit kan se i trillende Løb hen over Brostenene eller
paa Fælleder og Oplagspladser, hvor den kan have sin Rede.
Baade hvad A rter og Individer angaar, lever der en Mængde Fugle i