197 / 274
ning. Hvad Gæstespillene betyder for dem, har en af dem, Poul
Reumert, meget smukt givet Udtryk for gennem følgende Linjer:
»Hvorfor rejser dog vi, Teatrets Folk, med saa inderlig Glæde
ud paa Gæstespil i de danske Provinser? Hvorfor sætter vi, trods
enhver Vanskelighed og Mangel, alle Kræfter i Bevægelse for
Aften efter Aften at forsøge at yde det bedst mulige? — Det er
fordi det saa tydeligt mærkes, at de Folk, — som fylder de smaa
Provinstheatre til Trængsel, og som nøjes med haarde Træbænke
uden Ryg eller med ubekvemme Staapladser, og som for manges
Vedkommende har en lang og mørk Vej at tilbagelægge baade
ud og hjem — at de, alle som een, føler sig dybt og varmt knyt
tet til Nationens Teater, der jo nok ligger paa Kongens Nytorv,
men dog er alle danskes Eje, og hvor Udtryksmidlet er det Sprog,
vi elsker saa højt og alle vil værne om. — Og ingen nok saa
kæmpemæssig Krans af gyldne Laurbær kan lage Kampen op
med den lille beskedne Blomsterbuket, omvundet med en Silke-
Dannebrogssløjfe, der i en sønderjvdsk By efter Forestillingen
rækkes over Rampen op paa Scenen til dem, der ved deres Besøg
bragte en personlig Hilsen fra det gamle kongelige Theater.«