25 / 360
22
ved Gaverne ringere, resolverede Kongen den 15. Marts
1721, a t man skulde blive ved den oprindelige Bestemmelse
og indrette sig paa Nytorv. Allerede i næste Maaned —
21. April — kom der kongelig Resolution paa, a t Land-
og Felthospitalets Møbler skulde gives til Vaj senhuset.
Under disse Forhandlinger om Vajsenhusets Beliggenhed
var der allerede kommet Ansøgning om Hjælp til nogle
Vaj ser, idet Provst Chr. Wellejus i Lintrup d. 7. Septbr.
1720 indsendte en Supplik til Kongen om, at hans 3 Børne
børn, S o p h ia , L e n e og C h r i s t i a n e S to u d , m aatte nyde
nogen aarlig Hjælp saavel af Ribe Stifts Kirker som af
Fyens*). Kongen resolverede den 18. November, a t de
skulde indtages i Vaj senhuset, naar det kunde ske, men
indtil videre skulde disse 3 forældreløse Børn hver have 3
Mark ugentlig af Vajsenhusets Kasse. Skønt disse 3 Piger,
hvoraf den ene snart efter døde, aldrig kom ind i selve
Vajsenhuset, men senere fik kgl. Bevilling til a t forblive
hos Bedsteforældrene, ogsaa efter a t Vajsenhuset var kom
met i Orden, kan de dog betragtes som de første egentlige
Vajser af de 3637 Vajser, der hidtil er blevet stø ttet af
Stiftelsen, som altsaa begynd le sit Velgørenhedsværk et
halvt Aar efter det kgl. Brev af 1720.
Den 15. Marts 1721 udsendte Missionskollegiet en Invita
tion til de 3 københavnske Borgere: A b r a h am K lø c ker,
N ie ls H e n d r ic k s e n og N ic o la j B u rm e s t e r a t paatage
sig Vajsenhusets Kuratel.
Den 10. Janua r 1723 indsendte S e y e r M a h l i n g en Fore
spørgsel til Kongen om, hvor naar Vajsenhuset maatte aabnes.
Med dette havde det dog lange Udsigter, og hertil bidrog
bl. a., a t Pengeforholdene endnu ikke var blevet ordnet.
Som tidligere omtalt skænkede Kongen Halvdelen af
Postindtægterne i Aarcne 1721—23, beregnet til 60,000
Rdl.; da denne Sum trods gentagne Skriverier endnu ikke
*) Denne Supplik endte med følgende lille Vers:
»Guds Engle vogte vel Kong Friederich den Fromme,
»Som vil husvale os, der arme er og tomme.
»Gud være Kongens Løn! som ej forlade vil
»Os arme, som har frist den haarde Lyckis Spil.«