134 / 390
Borchs kollegiums historie.
1
23
og foruden sit modersmål kunde han tale hebraisk, græsk, latin,
italiensk, spansk, fransk, engelsk, tysk og polsk. M ed stor iver
studerede han th eo lo g i, filosofi, medicin, astronomi, geografi,
historie, romerske og jødiske antikviteter. I den sidste a f
disse videnskaber udarbejdede han et lærd værk D e scholis et
academ iis Hebræorum , der efterhånden udkom i form a f 13 dis
putatser. A f disse blev nr. 4. 5. 9. 10 og 13 holdte i Borchs
kollegium 19/i2 94, 31/? 95, 9/ j 2 96. “V4 97, 9/2 98.
V e d en af
disse kollegiedisputatser var den ioårige rus Peder Simonsen
A rhus respondens og i mange fornemme mænds nærværelse blev
der både opponeret og responderet på heb raisk; ved to a f dis
putatserne udenfor kollegiet var den 9årige W o lfbu rg og den
I2årige O le Frandsen Thestrup respondenter, — vidnesbyrd om
storartet lærdom, men tillige om uhyggelig, forkvaklende dressur.
15
gange va r U rsin præses ved disputatser og holdt desuden
filosofiske og theologiske forelæsninger på ko lleg ie t; på universi-
tetsbibliotheket g jorde han sig fortjent ved at ordne bøgerne;
endelig va r han kommunitetsdekan (fra 1695). Snart nåede hans
ry til slottet, og 1698 gjorde kongen ham til vicerektor ved Frue
skole, hvorpå han tog magistergraden. H é lt fortabte han sig
dog ikke i sine lærde studier, men kunde godt nyde en for-
nøjelig spøg. I alt fald var han medlem a f »det pavelige kol
legium«, en klub, der hold t sine møder på et vinhus i Fortun
stræde, hvor man med pudsig højtidelighed efterabede det pave
lige ceremoniel. U rsin var her »kardinal Orsini«, og da man
efter hans død fandt et b rev i fuldstændig kuriestil, opkom der
mistanke om, at den lærde præst havde været hemmelig p ap is t;
men hans biskop vidste, at det hele kun havde været uskyldig
morskab. 1702 blev U rsin præst ved den danske kirke i London,
hvor prins Jørgen forgæves søgte at få ham til konfessionarius.
Stenkulsrøgen angreb hans bryst, og over F rankrig tog han til
bage til D anm ark, hvo r han tilsidst måtte nøjes med at blive
sognepræst i N akskov (1713). Sin påbegyndte store parafrase
til hele biblen fik han ikke udgivet, takket være det theologiske