300 / 390
I .
Xenofons
erindringer om Sokrates
begynder med o rdene:
»Ofte har jeg undret mig over, hvad det dog var for grunde,
hvorved de, der rejste anklagen imod Sokrates
(oi ygaipa/usvoi
SwxQaTq),
fik A thenæernex) til at tro, at han fortjente at straffes
med døden. Anklagen imod ham lød nemlig omtrent således:
Sokrates har forbrudt sig ved, at han ikke tror på de guder,
som staten antager, men indfører andre nye guddomme; han
har ligeledes forbrudt sig ved at ødelægge de unge« [I, i, § i].
»Hvad nu for det forste det angår, at han ikke troede på de
guder, som staten antager, hvordan var så det bevis, som de førte
herfor? Det var jo almindelig bekendt, at han hyppig ofrede i
sit hjem og ligeledes hyppig på statens offentlige altre«. —
Derpå omtales Sokrates’s forhold til forudsigelsen af det til
kommende og sandsigerkunsten, særlig hans forhold til den
guddommelige røst
(
t o
dai^ioviov
), han mente at fornemme,
når han stod i begreb med at foretage sig et vigtigt skridt.
Sokrates’s uforbeholdne omtale heraf »synes især at have
givet anledning til beskyldningen for at indføre nye guddomme«
[§ 2], hvilket Xenofon viser er blottet for enhver grund. Man
') o: Nævningeretten, heliastdomstolen, der i. almindelighed repræsenterede
f o l k e t i udøvelsen af den dommende myndighed. U dtrykket A t h e n æ e r n e
på dette sted er altså fuldkommen identisk med udtrykket d o m m e r n e i
§ 17 (se næste side).
19