301 / 390
290
C. S. Blinkenberg.
indfører jo ikke nye guddomme, fordi man ufordulgt siger, at
man modtager åbenbaringer og tilskyndelser1) fra det gud
dommelige istedenfor, som folk i almindelighed, at sige, at man af
det og det varsel har ladet sig påvirke i den og den retning
[§ 3—5]- — Ligeledes henviste han ofte sine omgangsvenner til
gennem oraklerne at søge oplysning hos guderne; thi der var
meget, som var skjult for menneskene, men kendt af guderne
[§
6
-
9
].
Skont Sokrates altid bevægede sig imellem mange mennesker,
har ingen nogensinde været vidne til nogen ugudelig handling-
eller bespottelig tale fra hans side. Han bar sig ikke ad som
de filosoffer, der uden videre talte om verdensaltet og dets op
hav; nej han angreb tværtimod hyppig disse for deres færd
[§ 10— 16J.
I forhold, hvor Sokrates’s anskuelser ikke var almindelig
kendte, er det forståeligt, at dommerne kunde få en urigtig
mening om ham ; men er det ikke underligt, at de ikke lagde
sig det på sinde, som alle vidste: hans optræden under pro-
J) Det er underligt, at nogen har kunnet tage anstød af dette sted og erklære
det for uægte på grund af de udtryk, der her bruges om
t o
8
ai/i
6
viov: 01
/ISV nX siG T o i CpCiOlV V710 TS TCOV OQVi&COV K a i T(OV ¿71 CtVTCOVTCQV OITIOTQS-
TtscO ’a i t s y.ccl T tQ O tQ snsoQ 'ai. JfcoKQUTrjg 8 ’ cqgtisq sy/yvooG K Sv, o v tc o g sXsys"
t o d a i/io v io v y a g scprj o r j/ia tv s iv . K a i n o X X o lg r æ v g v v o v tw v n g o r /y o g s v s tcc
/is v T io islv, tcc
Ss
/ir] n o is iv , w g t o v 8 a i/io v io v izg o a rj/ia iv o v T o g .
F ra dette
sted stammer lignende udtryk i de uægte partier af Apomnemoneumata (IV , 3,
12. IV , 8, i). — Man har uden grund ment, at dette ikke kunde forenes
med Platons A pol.
31
d :
é /io l 8 s t o v t
’
s s r l v s k J ia iå o g aglgcc/LSvor,
cpcovr] r ig y iy v o /is v i
7
,
rj o r a v y sv rjT a i, d s l d n o r g s n s i /is t o v t o v
o
a v (isXXco
h q u t t s i v , TtqoTQSTtsi 8 s o v ito T S .
F o r det forste er det nemlig ikke afgjort, at
dette forhold tidligere har stået i den grad k la rt for Sokrates selv eller hans
venner; end mindre nødvendigt er det da at antage dette fo r Xenofons ved
kommende, da han jo allerede i flere år ikke havde hø rt til Sokrates’s omgang
og derfor kunde have glemt et og andet træk hos denne. F o r det andet ser
v i Sokrates selv i Platons A pologi (p. 40) opfatte den guddommelige stemmes
tavshed som en direkte tilskyndelse; derfor var der intet i vejen for, at
Xenofon i Apomnemoneumata kunde udtale sig, som han gor, selv om han
kendte det særegne forhold, Sokrates omtaler i Apologien p. 31 d.