307 / 390
296
C. S. Blinkenberg.
sandsynlighed tillægges ham. Det var ikke betydningsfulde
tanker eller filosofiske ideer, han søgte at skaffe indgang; for
ham kom det kun an pa at blænde ved en glimrende stil og
endnu mere ved bestikkende spidsfindige slutninger, at levere
retoriske kunststykker. Grundvolden for den slags forfatterskab
er ikke respekt for sandheden, og formålet dermed er ikke
andet end at opnå anseelse som habil jonglør på tankens og
talens område, en anseelse, der på mange måder let kunde
omsættes i klingende mønt. A f hvad her er anført om hans
forfattervirksomhed, kan vi slutte to ting: at han sikkert har
taget sig det let med sine kilder, hentet sit stof, hvor han har
fundet det, medtaget, hvad der er forekommet ham brugbart,
og udeladt, hvad han ingen anvendelse havde for — og på den
anden side, at mænd med nogen alvor og forstand næppe har
kunnet lade sig narre af hans spidsfindigheder og hel- eller
halvfalske påstande. Ja vi fejler sikkert ikke, når vi går så vidt
at antage, at han selv næppe har dromt om at kunne frem
kalde nogen overbevisning om rigtigheden af det, som han
fremførte, da det efter alt, hvad der foreligger, slet ikke kan
antages, at han selv har haft nogen sådan, som sandheds
kærlighed drev ham til at udbrede.
III.
Vi er nu forberedte til at tage fat på kærnepunktet i denne
undersøgelse: hvem det er, som Xenofon polemiserer imod i
det 2det kapitel, hvem den anklager er, hvis ord her anføres
og gendrives.
Tidligere antog man det for givet, at det måtte være So-
krates’s anklager for domstolen, Meletos. De ovenfor (s. 287)
nævnte nyere lærde mener, at det er Polykrates. Herfor an
føres som bevis, at dennes beskyldninger mod Sokrates for at
have opdraget Kritias og Alkibiades til slette borgere og for
at have benyttet Homer til at fremkalde antidemokratiske tanker
hos de unge findes gendrevne hos Xenofon, endvidere at Xeno-