308 / 390
Sokrates’s anklager.
297
fon ikke kendte og ikke kunde kende noget til Meletos’s anklage
tale, da denne ikke var udgivet. — Ved forste ojekast synes
disse argumenter ret tiltalende. Imidlertid mener jeg, at man
ikke har tænkt sagen rigtig igennem, men ladet sig noje med
denne kombination uden at drage alle de konsekvenser, der
vilde følge af den antagelse, at det er Polykrates, hvis ord
Xenofon imødegår. For jeg går over til at vise disses urimelig
hed, må vi dog se lidt på selve beviserne.
At de anførte ord har stået i Polykrates’s anklage, kan
der ikke være nogen tvivl om. Men når man påstår, at der i
Platons Apologi, uagtet Platon var tilstede ved retssagen (p. 34 a),
ikke med et ord sigtes til sådanne beskyldninger, og at dette
er et bevis på, at de ikke kan hidrøre fra Meletos, så må der
dog gores indsigelse herimod. Breitenbach undgår på dette
punkt meget let sine modstandere ved at tiltræde den af mange
nærede anskuelse, at Apologien er et rent platonisk værk lige
som dialogerne, kun bygget over sokratiske motiver. Den ud
vej står imidlertid ikke åben for mig, da alt, hvad jeg hidtil
har iagttaget, snarere har bragt mig til at tro, at Apologien
er, hvad i al fald oldtiden vilde kalde et referat af Sokrates’s
tale for retten. Betragter man skriftet fra dette synspunkt, kan
man ganske vist vente at finde de omtalte beskyldninger b e-
r o r t e deri, men heller ikke mere, pa grund af den made,
hvorpå Sokrates i det hele førte sit forsvar. Vi ma nemlig
være forvissede om, at Meletos kan have fremført mange be
skyldninger, som Sokrates ikke fandt det umagen værd at gen
drive. Han nærede ikke stort håb om at kunne overbevise
dommerne (Plat. Apol. 19 a; 24 a), men vil alligevel tale til sit
forsvar, bl. a. fordi loven byder det (p. I 9 a)> imidlertid sa han
ingen grund til at tale anderledes for retten, end han plejede
van, og dommerne måtte være forberedte pa, at hans forsvar
afveg ikke så lidt fra den almindelige vis, bl. a. fordi han aldrig
for havde været for retten (ib. 17 b; cfr. 34 b—
3 5
d). Vi kan
derfor ikke vente i Platons Apologi som ellers i en retslig