314 / 390
Sokrates’s anklager.
303
fortrolige og inderlige venner. Man kan have så meget imod
ham, som man vil, man kan nægte — og det med god ret —
at han var en stor tænker, hævde, at han kun har grebet og
fattet en del af Sokrates’s væsen, og at mange af dennes ideer
lå over hans åndelige horisont; men ét kan man efter alt, hvad
der foreligger, ikke nægte ham : at han har været et bravt og
vindende menneske. A f flere steder i
erindringerne
fremgår
det, at han opfattede dem, der flokkedes om Sokrates, som en
vennekreds i ordets egentlige forstand. Kunde Xenofon på
grund af forholdene ikke søge til Athen for at få oplysning om
den mands sidste skæbne, der havde stået hans hjærte nær
som ingen anden, så kunde dog en eller anden af dem, der
delte dette forhold med ham, en af dem, der under omgangen
med Sokrates var bievne hans venner for livet, komme til
Xenofon i hans exil.
De, der nægter, at Xenofon kunde kende nærmere til So
krates’s sidste dage, begår en fejl, som ikke alle, der sysler
med fjærne tiders historie, har holdt sig fri for. De opererer
med mennesker som med sjakbrikker, flytter dem sammen og
skiller dem atter ad. I almindelighed kan det dog undskyldes
med, at århundredernes mellemkomst har lagt et uigennem
sigtigt slør over alle personlige følelser, skjult de vigtigste driv-
kræfter til menneskenes handlen og kun ladet enkelte torre
fakta tilbage til historikeres og filologers behagelige kombina
tion. Men er der mindesmærker, fra hvilke der efter århundreders
forløb slår os varme og inderlige følelser imøde, da er det
Xenofons skrifter.
IV.
Jeg har nu gennemgået alle1) de grunde, man, så vidt
jeg ved, har ført i marken for at bevise, at den anklager, som
*) På en enkelt nær, modsætningen mellem o Harriyopos og ot
yQccipa-
fis v o i,
der bedre vil kunne belyses i en anden sammenhæng og findes be
handlet nedenfor side 306— 307.