56 / 390
Borchs kollegiums historie.
4 5
programma funebre hedder det, at alumnerne var henrykte over
Vinding, fordi han altid med største iver ikke blot tog sig af
kollegiets regnskab, men også af deres ve og vel. Som for
holdene var, måtte eforus til dels være alumnernes vejleder, og
hans filologiske dygtighed kunde komme mange til gode; men
også på anden måde har han været alumnerne til hjælp, således
måske i vanskelige tider med penge, da han var en velhavende
mand. — Efter hans død d. 27. Marts 171 2 valgte Konsistorium
énstemmig d. 23. Apr. etatsråd
Caspar Bartholin
(d. yngre) til
eforus. Også dette valg var i mange måder heldigt. Bartholin var
i besiddelse af fremragende videnskabelig dygtighed; før han var
fyldt 20 år, var han bleven udnævnt til professor philosophiæ; men
efter sin faders, Thomas Bartholins død (1680) kom han ind i
det lægevidenskabelige fakultet, hvor han havde sit egenlige
område; som anatom og fysiolog har han vundet sin største
berømmelse. Men ved siden af havde han mange andre forret
ninger, som måtte skade hans professorvirksomhed. Her sigtes
ikke til hans stilling som bibliothekar; ti den skal han have
forsømt. Men det gik ham som Ole Rømer: regeringen op
dagede hans sjældne praktiske ævner og administrative bega
velse og benyttede ham stærkt på områder, der lå hans egen
lige kald fjærnt. Bartholin blev først ligesom mange andre
professorer — således Borch og Vinding — højesteretsassessor
(1691), og 1 71 9 fik han desuden det ansete og anstrængende
embede som generalprokurør. F ra etatsråd blev han konferens
råd, han blev deputeret for finanserne (1724), ja fem år efter
endog smykket med det hvide bånd, der endnu aldrig var givet
nogen borgerlig, og i begyndelsen af Kristian V is styrelse op
højet i adelsstanden (f 1 1 . Juni 1738) Det er ufatteligt, hvor
ledes Bartholin skulde have kunnet overkomme sine mange
forskelligartede pligter, der sikkert lå langt over det dygtigste
menneskes kræfter. Hans akademiske hverv er da også bievne
forsømte. Derover ankedes der i en anonym klage — efter
overleveringen af Thomas v. Westen —, indleveret til geheime-
konseillet 1707; mens Vinding kun får ros, beskyldes Bartholin