152 / 290
De b ibe lske »Ord« tog h u n b aad e fra det nye og det gamle Te-
stamen t, ikke
m i n d s t fra Davids P sa lme r. »Det, de r er saa dejligt i
den engelske Tjeneste —
sk r iv e r h u n 1903 til Sønnen i Eng land—
er, at d e r læses op fra selve den hellige Skrift. Dér h a r m a n den
Glæde at hø re Dav ids P s a lm e r i al de res Enfo ld og F o rm s kønh ed .
Som Du maaske h a r hø rt, e r B ib len a n e r k e n d t at væ re beds t oversat
paa Engelsk , Sprogets Bygn ing egne r sig særdeles til Oversættelsefra
Græsk , s am t H eb ra isk og
Aramæ isk« .
Man vil faa et Ind tr y k af hvo r levende F r u Ottilie v a r fulgt med
i Tes tamen te ts Be re tn ing om Apostlene eller i K irkens T r ad ition de rom ,
n a a r h u n paa en Rejse med sin Mand i et Brev fra Neapel fortæller:
vi va r i Pozzuoli, hv o r Apostelen P au lu s steg i Land efter S k ib b r u d d e t
og blev i flere Dage, ind en h an begav sig paa Rejsen til Doms to len
i Rom. Det maa have væ re t med fo runde rlige Følelser, at h an kom
dertil, med hele Ve rden imod sig og en Bev idsthed om Døden i sin
Sjæl. Carl og jeg talte netop om, at h an havde den sik re T ro og
Ove rbev isn ing at bygge paa, saaledes som han , ligesom saa mange
and re , ogsaa sene re beviste ved M a r ty rdøden (1884).
Det va r he lle r ikke u d en G rund , at Jacob sen s Kirke kom til at
bæ re Navn efter Jesus. Vi havde ikke tidligere hav t en s aadan An
vende lse af Navnet. De Danske h a r følt en s tø rre Sky for at beny tte
det end til Eks. F r an s kmæ n d en e . Ved Navne t Kristus h a r vi altid
anse t os friere stillede, men vi h a r i D a nm a r k aldrig, hv e rk en i den
kato lske Tid eller u n d e r Lu t h e r d omm e n , hav t en Jesus-K irke ; først
fem Aar før A a rh u n d r ed e ts S lu tn ing rejstes en ka to lsk J e su Hjertes
Kirke i Stenosgade i K øb enh avn (et Jesu Hjertes Kapel havde bestaaet
1878— 83). Men netop for J e sus -Sk ikke lsen havde Jacob sen den dy
beste Ærefrygt. Den, som sk r ive r dette, e r ind r e r , hvo rledes J acobsen
endnu paa en af de sidste Skærto rsdage , som h an oplevede, udtalte
sig om den Alvor, som den følgende Dag, F re lse ren s Korsfæstelsesdag,
indgød ham , og med hvilke Fø le lse r h an gennem levede den. De r
imod kan det vist siges, at Ju lehø jtiden med dens um idde lba re , ba rne -
fro Glæde over Kristi Fødse l ikke havde i s amm e Grad faaet Betyd
n ing for Jacob sen s religiøse Liv.
— 141 —