210 / 290
— 199 —
og de re fte r b isatte i Vor F r u e Kirke. Da K ryp ten u n d e r J e s u sk irk en
v a r bygget færd ig (1891), førtes K is te rne de rhen .
Det v a r tung t ve jende Tider. Men om Ottilie g ja ld t det, som om
h end e s Ægtefælle, at de ikke k u n d e i yd r e F o r s t a n d dvæle i Sorgen;
de gemte den i de res Sjæls Bund som et Me llemvæ rende me llem dem
Carl og O ttilie Jacobsen m ed deres Børneflok.
og deres Gud, de følte Tabe t som en V ind ing for deres Pe rson lighed
— men de k u n d e ikke, aande lig t talt, gaa sorgklædte. De, som fore-
s taa r en mangea r te t og v id t fo rg rene t V irk somhed , de r uophø r lig k ræ
ve r Op træden udad til, nødsages i høj Grad til at lade deres inde rs te
person lige Fo rho ld og huslige Liv være skilte som ved en Sk ranke
fra de res Fæ r d e n udefter. Kongelige P e r so n e r k end e r det vel bedst,
men Mænd og Kv inde r i en bo rge rlig Stilling af v idt spænd end e Ka
r a k te r eller med Krav
0111
at rep ræ s en te r e h a r ogsaa E r fa r ing de rom .
I F am ilie rn e paa Ca rlsbe rg v a r m a n øvet i at b eh e r sk e sin y d r e Op