213 / 290
G las rude h avd e man en b e d a a r e n d e Udsigt til en træb evok se t Sk raa -
ning , som
0111
m a n nød sit Maaltid i det Frie. F r a V e r and a en v a r
d e r Udsigt ove r d en opad sk r a a n e n d e Have med et Ly s thu s i v en e
tian sk Stil i Bagg runden , fra S tude revæ re lse t saa m a n ud i »B ronze
haven« fo ran Huset. R u n d t
0111
v a r d e r m i n d r e R um me d i n d b y d e n d e
Hv ilep ladse r for fortro lige Sam ta le r, en sm u k T r ap p e ved S tud e r evæ
relsets Dø r førte ned til G lyp to tekets sto re Hal, h v o r J a cob s en havde
s ine Yndlinge, Sku lp tu re rn e . Bygn ingen v a r s ikke r t fu ld t ud efter F r u
Ottilies Øn ske r og Smag. I den s O r n am e n t e r fand t m a n h end e s og
Carls J.s N avn e træk og hypp ig t den fra h end e s sko tske Fød e land s
V aaben kend te Tidsel.
Vi k an h e r tilføje, at den stilfulde Villa nog le Aar sene re fik saa
at sige nogle Ud envæ rk e r , ligeledes af en p rag tfu ld Skønh ed og byg
gede af den s amm e Mester, idet d e r i Næ r h ed e n af I n d g ang spo r ten til
F o r h av e n rejste sig et r u n d t, lavere T aa rn , med Udk igspost over Vejen
(1905), og ligeledes en Indg ang sbygn ing til det gam le Glyptotek (1895).
Vi v end e r im id le r tid tilbage til F r u Ottilies Deltagelse i h end e s
Mands Rejser. Und e r V e rden sud s tillingen i Pa r is 1889 v a r h u n i læ n
gere Tid v irk som ved sin Mands Side, h u n v a r den afho ld te Gæst hos
Louis Pa s teu r , hos P au l Dubo is og de øvrige franske Venne r. He r
hæ n d te d e r h end e iøvrigt et Uheld, som let k u n d e have hav t alvorlige
Følger. Medens h u n s amm e n med G rosse re r Pe te r Ha lk ie r og h a n s
H u s tru sad i H jø rnepav illonen paa den d an ske Kunstudstilling , b r a s t
Glastaget over d em i S tykk e r og en A rbe jde r sty rtede ned g enn em
det ud spæ n d te Læ r red . Ha lk ie r fik en F længe i P and en , h a n s H u s tru
s lemme Stød og en Fod forstuvet, F r u Ottilies A rm flængedes af et
Glasskaar. .»Fru Dubo is tog mig til sin Læge, og s iden den T id tager
jeg to ko lde
Douches
om Dagen, og det e r aldeles dejligt som jeg e r
k omm e t mig«. »Paris er dog en dejlig By, selv en G la rme s te r kan
ikke fo rdæ rve hv e r k en sig eller and r e for m e re end en k o r t Tid«.
Nogle Aar efter v a r h u n s amm e n med sin Mand paa en Rejse til
Italien, J acob s en s k r iv e r da til sin Mode r fra Vened ig (1893): »Ottilia
e r som altid den bedste Rejsefælle, og vi k u n n e g læde os ove r alle
T ing i Fæ llesskab . Den milde Luft og det u tro lig magelige Liv h e r
— 202 —