241 / 290
k omm e n bo r t fra sin rette Bane, og at den bes taa ende Aldersforske l
me llem Æg te fæ lle rne ikke lod sig overv inde .
Han og h an s H u s t r u
skiltes d e rfo r i Ven skab (i S ep temb e r 1908). Til flere af sine V e n n e r
send te J acob sen en Meddelelse om, at »den store Aldersforske l ime llem
m i n kæ re H u s t r u og mig h a r vist sig at være en uov e rkomm e lig
H in d r in g for en lykke lig Udv ik ling af vo r t Sam liv . . . Jeg h a r de r fo r
givet m it S am tykke til, at vo r t Æg teskab ophæves« .
Som et Ud tryk for V enn e rn e s Opfattelse af hv ad Carl J. havde
oplevet i disse Aar, fo rtjene r at h idsæ ttes hv ad en b ek e n d t K u n s t n e r
sk rev til ham , da h a n indg ik det nye Æg te sk ab : »Deres og Ottilie
J acob s en s Navne og P e r son ligh ed e r have for alle os, som h a r den
Lykke at staa Dem nær, væ re t saa uadsk ille lig t fo rb u n d n e , d a n n e t et
s a ad an t Hele af glad Skæm t og H je rtensgodhed , af ideel S træben ,
Skønh ed s san s og m and ig Kraft, saa at De vil forstaa det Øjebliks
Tøven , som g r ib e r os ved at erfare, at De h a r indgaae t et ny t Æ g te
skab« , men h a n ud ta le r Ønske t om at det m a a blive til Lykke. Og
den s amm e Ven sk river, efter at h a n h a r faaet Jacob s en s Meddelelse
0111
at Æg te skabe t v a r b leven opløst: »Den Skønhed s san s , som h a r
p ræge t hele Deres Liv, h a r ført Dem ind i et Fo rho ld , som det Mand ige
og Retlin jede i Deres Ka rak te r lige saa s ikk e r t h a r ført Dem ud af«.
Den følgende Tid førte J acob s en til et inde rlige re Sam liv med
h an s Bø rn og de res Familie , den b rag te h am ogsaa til i s tæ rk e r e Grad
end før at tage Del i Behand lingen af offentlige An liggender. Allerede
tidligere havde J acob s en dog væ re t v irk som ved s a a d ann e paa forskellig
Maade; dette h a r de r i det fo regaaende ikke væ re t Lejlighed til at
omtale, hvo r fo r vi h e r skal dvæle derved .
Det e r fo ran oftere paavist, at efter Jacob s en s Opfattelse sku lde
den , som va r sig sit Værd bevidst, gøre sig gæ ldende . Vi Danske
havde den na tiona le Fejl, at vi ikke traad te s tæ rk e re frem i Verden ,
m a n sky ld te sit Fo lk at v inde Ane rkende lse . J acob s en v a r selv ikke
bange for at byde sig frem, han frygtede ikke den Kritik eller mu lig
den Haan,, d e r vilde møde ham . Han va r de rfo r paa F o r h a a n d g u n
stig s tem t for at deltage i Udstillinge r og Kongresser, og h a n h a r ved
mange S amm en k om s te r ud re tte t betydeligt.
— 230 —