52 / 211
beskrivelse af, hvad der udmærket kan have været en slags standard
uniform for værtshusets servitricer, som ses iført »Kartuns Kofte og
Skiørt, Hvide Strømper paa Beenene, et Halsbaand af Perler(,) dog et
Tørklæde om halsen, Øre Roser i Ørene og Sæt«.
Med frisure og påklædning i orden var kvinderne klar til at opvarte
værtshusets gæster, men som nævnt var det i meget høj grad en del af
deres funktion at sørge for, at der nu også kom kunder nok til huse.
Praksis var her, at man stillede sig op i gadedøren og lod det pæne ud
seende gøre sin virkning på de forbipasserende mænd, eventuelt sup
pleret med tilråb og direkte opfordringer. Enkelte af sagens vidner på
står sig uvidende om denne fremgangsmåde eller benægter direkte, at
den skulle have været brugt, men det er hævet over enhver tvivl, at så
dan gik det for sig. For skulle Horn klare sig i konkurrencen med kvar
terets utallige andre værtshuse, var de aggressive reklamemetoder
simpelt hen nødvendige, og hovedparten af kvinderne bekræfter da
også, at de har lokket kunder ind fra gadedøren, hvad enten de så
gjorde det på eget initiativ eller på værtshusholderparrets opfordring.
Allerede det første vidne, kokkepigen Pernille Linschow, fortæller om
de andre kvinder, at de har »staaet i Gade Døren«, og hun bliver
bestemt ikke sagt imod af Dorthe Hennemann, ifølge hvem »Horns
Hustrue sagde til dem, at naar de stoed i Døren og saae nogle af deres
bekiendtere at gaae forbi, maatte de kalde dem ind«. Som et i denne
forbindelse udenforstående vidne kan frisør Bach iøvrigt bekræfte, at
han undertiden »er gaaet der forbi om Aftenen (og) har . . . set, at de
har staaet der, men i hvad Hensigt veed han ey«. Med sit ellers grun
dige kendskab til Horns værtshus kunne Bach nok her have vovet
et gæt.
Ud over aktiviteterne i gadedøren må anklageren have haft en mis
tanke om, at kundehvervningen også kunne være af mere opsøgende
art, idet han i et par tilfælde stiller spørgsmålet, om ikke »Pauline
Nordberg eller nogen af de andre Fruentimmere har spadseret ud om
Aftenen« og om »det da ingen Tiid arriverede, at de ved deres Tilbage
komst har havt Mandfolk med hiem til Horns?«. Svarene er beklage
ligvis ikke særlig informative; men når Anders Grønlund, Horns for
svarer, nærmer sig samme emne ved at spørge Pernille Linschow, om
ikke kvinderne, »naar de undertiden kan være bleven accomoderede,
er gaaet ud i Visiter eller Ærinde eller for at spadsere?«, så må hans
John Christensen og Henrik Stevnsborg
50