210 / 213
2 1 0
ANMELDELSER
brikker med en enkelt undtagelse, Kellinghusen, Kastrup-fajencerne tåler, når de
er bedst, meget vel at stilles ved siden af de franske forbilleder. Det gælder ikke
mindst de fra Sceaux inspirerede fade og terriner i en meget dristig, næsten på
gående naturalisme.
Med denne smukke og smukt trykte bog, der har mere end 300 illustrationer
og 6 farvetavler, og som er udsendt med støtte fra såvel Ny Carlsbergfondet som
Hielmstieme-Rosencrone, har Ahlefeldt-Laurvig (med al honneur for de to med
forfattere) endnu engang markeret sit særlige talent for den kunstindustrielle
arkæologi. Det er ikke hans eneste. Vor viden om Kastrup værk og dets produk
ter hviler nu på en sikrere grund end før. Klogeligt holder forfatterne sig inden
for rimelige begrænsninger og overlader til fremtidig forskning at efterspore ka
pacitet og afsætning, om det er muligt, og ligeså at klarlægge de netop strejfede
uklare og forskelligt vurderede forbindelseslinier mellem Kastrup og Kellinghusen.
Men netop derfor havde en litteraturfortegnelse været på sin plads, og endelig
kunne registret være mere omfattende. Disse slutbemærkninger bør dog ikke op
fattes som malurtsdråber, snarere som fromme, uopfyldte ønsker.
Sigvard Skov.
Steffen Linvald: By og trafik gennem
700
år, Hernovs Forlag 1977, 106 sider, ill.
Kr. 72.50.
Steffen Linvald har udsendt en lille og letlæst københavns-historie fra Absalon til
Frederik VII under titlen »By og trafik gennem 700 år«. Her er de store politiske
og rigshistoriske begivenheder enten forbigået eller trængt i baggrunden, mens
livet, som det formede sig i gader og stræder, er gjort til skildringens egentlige
genstand. Det er nok mere i dette nye syn med hovedvægten på en enkelt side
af kulturhistorien end i fremlæggelse af nyt stof, at man må søge bogens beret
tigelse. Vi får da historien om bystyrets kamp for at få gaderne holdt rene og
skikkede for den uhindrede trafik af kørende og gående; mens byens indvånere
fortsat benyttede gaderne som affaldspladser og ved kælderhalse, bislag, skure og
boder til egen bekvemmelighed hindrede og opholdt den legale færdsel. Linvald
ved meget at fortælle om støv og snavs, søle og ælte, om magistratens vel udar
bejdede, men trægt realisable planer for renovation og brolægning.
Uden at lægge op til en sammenligning kan det nævnes, at Linvald har en be
rømt forgænger i Hugo Matthiessens bog fra 1924 »Københavnske Gader 1728-
95«, som Linvald da også loyalt citerer; men det synes, at det er tiden, der følger
efter Matthiessens skildring, der har haft Linvalds største interesse, og som derfor
fylder halvdelen af bogen. Her lægger Linvald nok mere vægt på det lurvede og
snuskede end på idyllen bag voldene, rammen om det vi sædvanligvis kalder guld
alderen. Skellet mellem den gamle og den nye tid sættes ved 1856, da voldene
faldt. Sidste kapitel hedder trafik og fremskridt; men fremskridtene var vel endnu
ret beskedne, f. eks. er gaslygteme tændt ude i provinsen, før det skete i Køben
havn, og hvad trafik angår, så vil nok den nyvakte interesse for den tekniske
trafikhistorie skuffes noget over, at der kun kan blive to linier til jernbaner og
dampskibe, som dog repræsenterede de virkelige trafikale fremskridt. Over disse