787 / 1372
Ved Lovens § 23, der træder i Stedet for den ældre Lovs 9 Juni.
§ 21, er det bestemt, at
allefor Græsvækst blottede Strandbredder,
^ r- 85.
om hvilke Ejeren ikke kan godtgøre, at de før den 1. Januar
1916 var inddraget under Havearealer eller under en paa
vedkommende Ejendom dreven Erhvervsvirksomhed,
er
aabne for Almenheden
for Færdsel til Fods, bortset fra Til
fælde, i hvilke Fredningsnævnet af særlige Grunde ved Ken
delse har gjort Undtagelse. Ophold paa og Badning fra Strand
bredden kan i Almindelighed forbydes af vedkommende
Ejendoms Ejer eller Bruger.
Paa Strandbredden maa der ikke uden Fredningsnæv
nets Samtykke iværksættes Foranstaltninger, der er til Hin
der for den frie Færdsel. Herfra undtages dog Høfder, Aale-
gaarde, Kreaturhegn og Badeindretninger, naar der holdes
Passage aaben bagom, over eller gennemde paagældende Anlæg.
Hvor der er Adgang for Almenheden, kan Ejeren kræve,
at der af Fredningsnævnet udfærdiges et Ordensreglement.
Befæstningsanlæg og Havnearealer er ikke foranstaaende
Bestemmelser undergivne.
Til Strandbredder ved Digestrækninger, som har til Op
gave at beskytte et bagved liggende lavt Land, har Almen
heden ikke Adgang uden særlig Tilladelse efter Forhandling
mellem Fredningsnævnet og Digebestyrelsen.
Ved Søer, Aaer og Tilløb til Fjorde og Strandbredder kan
Fredningsnævnet efter Anbefaling af Naturfredningsraadet
kræve anlagt betryggende Rensningsanlæg, hvor Tilførsel
af Spildevand eller andre forurenende Stoffer finder Sted.
Den, der lovligt spærrer for den frie Sejlads paa Aaer
og andre Vandløb, f. Eks. ved Anlæg som Mølle, Stigbord,
Hegn eller andet, skal taale den til Passering af Hindringen
nødvendige Færdsel over sin Grund.
Lovens § 24 udvider den ældre Bestemmelse i Loven
af 1917 om Almenhedens
Adgang til
de Staten og Kommuner
tilhørende
Skove,
herunder Plantager, til ogsaa at gælde de
Kirker, Præsteembeder og offentlige Stiftelser tilhørende
Skove og Plantager. Loven nævner kun den Adgang, som
Cirk. vedr. Bestemmelserne i Lov om Naturfredning.
669
1937.