193 / 225
HANDEL 1728—1807
179
al et L a v , d e r k u n d e beskytte dem m od uberettiget Indg reb i deres Næring.
D en vigtigste F o rd ring , de stillede, v a r den, at ingen an d re end G rossererne m aatte
h a v e Oplagsret, sam t at enhver, som ønskede at optages i Lavet, skulde have staaet
6 A ar i Læ re som D reng hos en G rosserer og derefter 4 Aar som K on to rbe
tjen t eller Bogholder. Inden nogen k u n d e faa Bo rgerb rev som G rosserer, skulde han
endelig und e rk a ste s en E k sam en af F o rm a n d e n og de to Æ ldste i Societetet, der
havd e at udstede en Attest for h an s Duelighed.
F o rh o ld e t e r i V irkeligheden det, u d ta le r G rossererne i deres Andragende, at
det i Ø jeblikket e r alle an d re end K jøbenhavns G rosserere tillad t at h an d le baade
en gros og en detail. F o rb u d e t m od at h and le en detail gæ lder ku n dem alene. Det
e r ikke enhve r, siger de, »der er kvalificeret til at føre nogen reel eller saakaldet
H andel en gros, m en sa a d an n e Subjekta alene, som fra U ngdomm en af have tjent
ved vel in d re tted e H and elskon to rer, h v o r ordentlige Bøger boldes, bestandig inden -
og uden rig s K o rre spond an c e føres, og derved haft Lejlighed til at læ re alt, hvad der
h ø re r til den reelle H andels sande Drift. Dette naaes sandelig lige saa lidt ved en
b lo t T eo ri ud en P rak sis som i D e ta ilhand le rnes aabne Boder eller Kældre. Da nu
alle h a n d le en gros uden at have taget Bo rgerskab : E m b e d sm a n d , Folk, der p a rti
cipere i de o k troy e red e K om pagnier, D etailhand lere, H aandvæ rkere og m ange and re,
vil h e ra f re su lte re den borgerlige G rossererstands Undergang«.
G ro ssererne fik im id le rtid in tet ud a f deres Forestillinger. H andelslavene v a r
dem fo r stæ rke, og end ikke et saa billigt F o rlang end e som det, at det sku lde være
dem tillad t at »kvittere« en gros H andelen og ind træ d e i H andelslavene, n a a r de
fand t fo r godt, vilde m an gaa ind paa.
K lagede G rossererne over, at K ræm m e rn e og en Mængde an d re gjorde dem
In d p a s i deres Næ ring, saa klagede til Gengæld K ræmm ern e over den store Mængde
»Om løbere«, d. v. s. P e rso n e r af begge Køn, der løb om k ring i Husene og falbød
deres Varer. Men det v a r ikke saa lige en Sag at faa R am til disse Folk. Der var
nem lig, e fte rh aan d en sofn de fran sk e Moder trængte ind b lan d t Folk, blevet B rug
for en sto r Masse Ting, som m a n i de gode, gam le Dage ikke kendte noget til eller
følte nogen
Trang
til. Som Følge de ra f nævnedes de ikke i de forskellige Bestem
m e lse r om , hvad h v e rt H andelslav m aatte h an d le med. E fter det Navn, m an sn a rt
m ed sikker Opfattelse af F ra n k rig som Forfinelsens og G alanteriets rette H jem , gav
dem , nem lig F ran sk e - eller G alan terivarer, opstod der nu en ny Slags H andlende, Ga
lan te rih a n d le n d e , d e r v a r en T o rn i Øjet p aa Byens gamm eldags Forretningsfolk. Ti
de gio rde a a b e n b a rt Indg reb i deres Næ ring, m en da Byens Borgere, eller vel særlig dens
B o rgerinde r, v a r som besatte efter at købe netop de Sager, som ingen an d re end Ga
la n te rik ræm m e rn e h an d led e med, v a r de nød t til at finde sig i deres Trafik, som
ogsaa sn a rt kom ind u n d e r m ere lovlige F o rm e r, idet Om løberne i m ange Tilfælde
tog B o rgerskab som G a lan te rihand lere. I 1722 blev der gjort Forsøg m ed at
sæ tte visse G ræ nser for deres V irksomhed, idet det fastsattes, at G alan terik ram »me
stendels« bestod i H and sk e r, Vifter, Hovedsæt, b rod e red e Halsklude, T ø rk læ d er
B aand , P lum ager, E tu is »og sa a d an t Smaatøj, som i de an d re G alan teriboder plejer
at sælges«. Hele S tykker Læ rred eller Kniplinger m aatte de ikke sælge, uden for saa
v id t de v a r beny ttede i de syede V arer eller K lædebon. Mærkeligt nok regnedes og
saa K on fek tu re r og L ikø rer, ja Champagne, Bourgogne og italienske Vine m ed til
de Varer, det k u n d e tillades at fo rh and le i G alan teriboderne, ligesom Kaffebønner,