149 / 203
HE NN I NG V A L E U R L A R S E N
betaling, og et reskript bestemte i 1828, at de efterladte gennem
Statstidende skulle adviseres om, at gravstedet måtte fornyes se
nest et år efter meddelelsen. Over de ligsten, der ikke fornyedes,
skulle der indsendes en fortegnelse med beskrivelse til Danske
Kancelli, og var monumentet værdifuldt eller den afdødes fortje
nester særlig store, kunne der gøres undtagelse fra reglen om sløjf
ning efter 20 års forløb. Det var biskop Munter, der havde fore
slået de berømte mænds mindesmærker fredede, medens Kunst
akademiet bad for de smukke monumenter, og Kancelliet fulgte
forslagene, »thi det Offentlige maae have Interesse for at bevare
saadanne Gravminder, som enten ere satte for særdeles udmær
kede Mænd, eller som have et sær betydeligt Kunstværd, og det
vilde være anstødeligt, om slige Monumenter, fordi de sædvanlige
20 Aar ere udløbne, skulde bortføres fra Kirkegaarden og sælges.«
Ikke sandt? Man tager hatten af for Kancelliet. Der indførtes
i øvrigt moderation i betalingen ved fornyelsen af gravsteder, men
bestemmelsen gjaldt foreløbig kun Assistens Kirkegård. - Allerede
året efter reddedes ved de nye bestemmelser overpræsident v. d.
Ostens og legatstiftersken madam Hoffmanns grave fra tilintet
gørelse.
Som det gentagne gange er påvist, blev gravene dog ofte for
sømt. Der var jo intet at stille op for det offentlige, så længe de
efterlevende endnu ejede gravstedet. Desuden ville kirkegården
selv have privilegium på vedligeholdelse og klagede f. eks. i 1852
over private gartnere, der tilbød at tage sig af dette. Forholdene
ordnedes først efter kommunens overtagelse af kirkegården.201
I 1889 vedtog Borgerrepræsentationen, at Begravelsesvæsenet
kunne overtage gravsteder på længere frist og så lade graverne
vedligeholde dem - herunder gravmælerne. De indbetalte beløb
indgår nu i en gravstedsfond, af hvilken samtlige udgifter til så
danne grave afholdes.202
146