21 / 203
H E N N I N G VA LE UR LARS EN
kan anlægges paa hundrede andre afsides liggende Steder, aldeles
at vanzire en af Hovedstadens skjønneste og meest besøgte For
stæder?« Dette altså om Nørrebro!21
Da Augustins gode eksempel var begyndt at smitte, og regens-
provsten, professor Andreas Christian Hviid, Baggesens gode ven,
efter eget ønske lod sig jorde herude, og mere end hundrede
studenter havde fulgt ham til graven - en halv snes grave syd for
Augustins - udbrød den senere biskop Frederik Plum, der havde
ægtet Hviids enke, i en elegi over sin forgænger i ægteskabet:
»L angt fra M ennesker hans Liig er blevet
N edlagt h er i Stilhed, som h an bød;
H an, som h ad ed ’ G limmer, mens h an leved’,
K unde den ei ønske i sin D ød;
Byens L arm , og Mængdens vilde G læ der
In d en disse M uures Eensomhed,
Ej forstyrre V andreren, som græ der
V ed den Æ dles tause Hvilested.«
Ja, i indledningen hedder det endda:
»H er i disse landlig simple G rave
Lagdes m angen væ rdig Borger ned.«
Intet under, altså, at man foretrak bybegravelser, hvis man til
hverdag ville pusle om de kære afdødes hvilested. Assistens Kirke
gård var næsten bondeland.22
Den omtalte uvilje hos publikum - før begravelserne - mod
forandringer i skik og brug, modvirkes på den besynderligste
måde af en trang til at »revolutionere«, når først de døde er i
jorden, en trang, der støttes af kirkegårdens ledelse: Grave om
lægges uafbrudt, beplantningen ændres, gitre rejses eller fjernes,
monumenter flyttes, plyndres, tilintetgøres, sælges eller stjæles,
nye monumenter opstilles, lig flyttes, ja, hele kirkegårde flyttes,