25 / 203
H E N N I N G VA LE UR LARS EN
det følelsesfulde, opstod der en bestemt litteraturgenre, der skat
tede til kirkegårdsromantikken. Allerede i 175 1 udgav den engel
ske digter Thomas Gray sin »Elegi på en landsbykirkegård«. Nu,
da de romantiske strømninger nærmede sig Danmark, udsendte
den 25-årige Frederik Høegh-Guldberg sin elegiske idyl »Assi-
stents-Kirkegaarden« i 1796. Guldberg, der året efter blev lærer
ved Blågårds Seminarium og tilmed fik sin bolig herude, lovpriser
i sit digt de døde og beskriver en nattevandring mellem gravene:
»H il dig, de lykkelige Dødes H jem !
D u Bolig for hver S tand, h vert K jøn, hver A lder!
T il D ag og K umm er Sol ei vækker dem,
T il G raad i søvnløs N at ei S tjernen kalder.
H il væ re dig! . . . S aa venlig er din R o;
D en G lade leirer sig i dine Skygger,
Og, to rd n er Skjebnen, U helds Søn saa fro
H er sit P aulun p aa H aabets S trandbred bygger.«25
»Den Glade leirer sig i dine Skygger.« Det vil altså sige, at folk
nu er begyndt at besøge Assistens Kirkegård for at beundre grav
mælerne. Guldberg hævdede i øvrigt senere, at det først var efter
digtets fremkomst, det blev mode at gå herud. Man ved f. eks.
netop, at Samsøes elever fra Frue Skole tre år efter hans død
uopfordret sang en sørgesang ved hans grav.26
Dog var det desværre ikke lutter rørende scener, der udspilledes
på kirkegården. Øde var dens beliggenhed, og ned gennem tiden
hører man bestandig om vagabonder, der huserer herude. Tid
ligere havde man dyrket Bacchus på Nørre Fælled; nu besøgte
man »naboen« og tømte pokalen i træernes skygge på Assistens.
Der forekom tilfælde af hærværk, løse hunde strejfede om, og
fælledens kreaturer søgte herind for at svælge i det frodige græs,
som »Politivennen« følgelig ønskede klippet. Raske drenge lar
mede op, så uhæmmet som nutildags, men når de legede tagfat
mellem gravene, blev tuerne trampet ned; undertiden gik der et
22