39 / 203
H E N N I N G V AL E UR LAR S EN
>>V andringsm an! n år tankfull du beskådar
P elar’n, som bland grafvarna står opp,
V et du, hvad dess k orta inskrift b åd ar? -
»M eta
står det - m ålet for m itt lopp«. -
N e j!
ditt
lopp år såsom evigheten,
O ch d itt enda m ål: fullkom ligheten;
Lifvets stjerna slocknar aldrig ut.
B lott for D oden skrefs orakelskriften;
D et år D oden blott, som dor i griften:
M enska! du ta r aldrig slut.«
Nicander finder kirkegården — »Soderns park vid grånsarne af
Norden« —så skøn, at han halvvejs ønsker selv engang at hvile
her, dersom han ikke når tilbage til hjemmet. Skade, at Tuteins
gravmæle, som jo var det, han omtalte i digtet, ikke findes mere.
En svensk skribent har for nylig i »Ord och Bild« fortalt, at
Tuteins arvinger ikke syntes om monumentet og lod det fjerne
efter Abildgaards død, men eftersom Abildgaard døde i 1809,
medens Nicander beundrede gravmælet i 1827, har det i alt fald
fået lov at stå en lille snes år længere og er vel gået til grunde
i den »skrækkelige Tid«, »hvor det endog gik saa vidt, at det ene
ejendommelige Mindesmærke blev slaaet i Skærver efter det andet
- flere af Wiedewelts Værker have saaledes haft denne Skæbne« -
for at citere »Forskønnelsen«.50
Skrås til venstre for denne forsvundne grav står i græsset en
senere istandsat, smuk søjle, kronet af en urne og med den næsten
obligate bikube på postamentet. »Her hviler til sin høyere Be
stemmelse«
Ulrica Eleonora Timm,
der døde i året 1800. Bag
søjlen står en prægtig ginkgo biloba, træet, der vokser ved de ja
panske templer og hører til de ældste i verden. —Men hvem var
Ulrica Eleonora Timm? Det var såmænd klejnsmedens kone fra
Skidenstræde. Konstellationen mellem de latinske indskrifter og
billedhuggernes klassiske symbolik på den ene side og den jævne
3
6