45 / 203
H E N N I N G VA LE UR LARS EN
fat i et andet problem, nemlig »de Efterlevendes Uskik med at
pynte deres Henfarnes Liigfærd med prægtig Paaklædning og
skiønne Kister«, hvad der efter bladets mening kan lede svage
sjæle mellem graverkarlene i fristelse.
Lidt efter lidt ebbede klagerne ud, men der protesteredes, da
en af graverkarlene fra røveriets dage blev genansat ved arbejdet;
om protesten frugtede, vides ikke.58
Hvor hovedalleen fra Kapelvejporten bøjer ind mod afdeling
B, findes det berømteste af gravstederne på denne del af kirkegår
den, nemlig
Søren Kierkegaards.
Et normalt levnedsløb former sig hyppigt som en bølge: Gen
nem barndommens og ungdommens tilløb nåes bølgetoppen med
manddommen. Derefter stilner bevægelsen og ebber langsomt ud
i døden. For Søren Kierkegaards vedkommende kan man sige, at
han dør på bølgens top, det voldsomme angreb på kirken, der
tog hans sidste kræfter. Hans begravelse, ja graven selv, bærer
vidne om kampen og dens langsomme ophør.
Det er bekendt, hvorledes begravelsen på forskellig måde gav
anledning til uroligheder. Man var i vildrede med, hvordan man
skulle få den gennemført. Kierkegaard havde i »Øieblikket« an
grebet de gængse kirkelige ceremonier så voldsomt, at man en tid
lang veg tilbage for tanken om at lade ham selv være midtpunkt
for en højtidelighed af den art. De konservative blade skrev kun
sparsomt om dødsfaldet, og fra kirkelig side var man misfornøjet
med, at begravelsen skulle foregå en søndag; det kneb med at finde
en præst til at forrette begravelsesceremonien. Endelig besluttedes
det, at broderen, P. G. Kierkegaard, som den afdøde ikke havde
villet se ved sit dødsleje, skulle tale over ham i Vor Frue Kirke.
Før selve højtideligheden trængte pjaltede skikkelser ind og slog
sig ned ved kisten - som for at erklære den døde oprører for en
af deres egne. Studenterne reddede situationen ved at bryde denne
42