48 / 203
EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I RKE GÅRD
Hvis ikke såvel den direkte oplysning i første vers som hele
digtets pointe er forkert, må det betyde, at endnu i 1867 fandtes
Kierkegaards navn ikke på graven. - Når P. A. Rosenberg i 1898
siger: »Paa hans Grav findes intet Monument eller Mindesmærke«,
behøver dette ikke at betyde mere, end når »Bogvennen« i 19 16/17
skriver: »Men han har ikke sit eget Monument - end ikke sin
egen Navneplade«, samtidig med at et billede viser graven med
Kierkegaards navn og Brorson-verset på den hvide tavle. Der
står jo nemlig flere navne på tavlen, så at den egentlig ikke er
»hans egen«. Høedts digt betoner derimod, at i 1867 fandtes end
ikke navnet her. Formodentlig har de efterladte endnu dengang
frygtet stormens efterdønninger.01
Senere er graven blevet anlagt efter Kierkegaards eget ønske
fra 1846, da han på en seddel noterede sin vilje med hensyn til
dens udseende: »Det hele skulde tilsaas med lavt fint Græs, kun
skulde der i hvert Hjørne plantes en lille Busk af tyrkiske, mørke
røde Roser. Paa en Tavle, svarende til den, der laa paa Forældre
nes Grav, skulde der ved Siden af de to afdøde Sødskendes Navne
være Plads til hans Navn, og herunder skulde sættes med smaa
Bogstaver følgende Vers af Brorson:
D et er en liden T id,
saa h a r jeg vunden,
saa er den ganske Strid
m ed ét forsvunden,
saa kan jeg hvile m ig
i Rosensale
og uafladelig
m in Jesum tale.«
Tavlen over forældrene har også oprindelig ligget ned. I øvrigt
viser fotografier, at Kierkegaards egen mindetavle i hvert fald en
tid har været anbragt til højre for midterstenen, medens den nu
findes til venstre.02
45