47 / 203
H E N N I N G VA LE UR L AR S EN
ring og stå vagt om kisten. Men ude på Assistens Kirkegård stod
den afdødes søstersøn, lægen Henrik Lund frem og protesterede
mod den kirkelige begravelse. Stiftsprovst Tryde, der skulle fore
tage jordpåkastelsen, tog til genmæle over, at en ikke-ordineret
ville tale her. Der fulgte en retssag på, Henrik Lund idømtes en
mulkt og måtte give stiftsprovsten en undskyldning, og dermed
var sagen endt —kun ikke for Henrik Lund og for P. C. Kierke-
gaard, hvem den dødes tanker knugede livet igennem, til de begge
endte i sindssygens mørke. Så først ebbede bølgen ud.59
Selve graven bærer vidne om striden. I 1867 - 12 år efter filo
soffens død - tryktes et digt af F. L. Høedt: »Søren Kierkegaards
^ raV ’
»Etsteds i Dødens U rteg aard,
hvor M onum enter prange,
der grønnes og en stille G rav,
useet ib land t de m ange.
D er lagdes han, af D agen træ t,
til H vile N atten over,
m en ingen Steen og in tet N avn
betegner, hvor h an sover.
D er lagdes h an —endnu, som før,
Nysgjerrighed en Gaade,
i Døden, som i L ivet, skjult
saa godt, som h an form aaede.
D u griber h am saa lidt, som før,
th i selv i G ravens G jemm e
d et er, som om h an negted sig
endnu bestandig hjemm e.
M en følg det Ironiens V ink,
h an ogsaa h er h ar givet,
og vend dig fra den D øde hen
til H am , som eier L ivet:
D a seer D u i den H erres Favn,
for hvem h an ville glemmes,
en M indetavle m ed hans Navn,
som viser, hvor h an gjemmes.«60
4 4