63 / 203
H E NN I NG V A L E U R L A R S E N
min søster med røde kinder«. Udtalelsen er da også blevet erindret
til vore dage. Rygtet har altså dengang fortalt, at fru Bodenhoff
er blevet levende begravet.81
Så fulgte gravrøverierne - også noget der i dag er helt utænke
ligt. Atter hævder Starcke, at det næppe er tænkeligt, graverne
skulle have plyndret så mange andre kister og forbigået den, der
indeholdt liget af Københavns rigeste enke. Samtiden har sikkert
ræsonneret ligesådan. Men tænker man sig, at røveren plyndrer
en kiste, hvori en skindød skal være begravet, behøves der ikke
megen fantasi for at føje historien til, om at fru Bodenhoff blev
myrdet i kisten. Sagnet fortalte endda senere, at den unge kvindes
blod havde farvet monumentet over hendes grav.82
I øvrigt kombinerede man allerede seks dage efter opdagelsen
af røverierne de to begreber: Plyndring og skindøde. En indsender
til »Politivennen« foreslår nemlig følgende: »Ved denne Lejlighed
maatte man ønske Misdæderne under Forhørene adspurgte, om
der ved de Lig, hvis Kister de aabnede, var undertiden Tegn til
at Bevægelse var skeet af den Begravede efter at han var lagt i
Kisten, om han f. Ex. havde vendt sig, forrevet eller forstødt sig«
o.s.v. Således samtiden.83
Graven, der skyder sig noget frem i gangen, takket være sarko
fagen over fru Bodenhoff, rejstes oprindelig over hendes mand,
skibsrederen. Wiedewelt har udført relieffet af ynglingen, der hvi
ler ind mod skibsstævnen. Sarkofagen kom til efter fru Boden-
hoffs død. Starcke siger, at familietraditionerne bestemt udpeger
de to kvindeskikkelser ved siden som Wiedewelts værk. Her overfor
siger F. J. Meier: »Man lade sig ikke af det paa den ene af disse
Statuers Plinth indhuggede J. Wiedewelt forlede til at tro, at disse
to Billeder ere Værker af den nævnte Kunstner. De ere gjorte og
opsatte længe efter Wiedewelts Død (1802), formentlig først efter
Gravrøverierne i 1804, og de ere, skjønt det ikke kan siges med
60