49 / 173
Det e r mi dt om Somme r en. I lang Tid har d e t regnet, men nu
s t aa r Varmen r e t op i den blaa Uendel ighed. Nede ved Søerne er
de r en Anel se a t nog e t svalt, men Ænd e r n e dase r i uflyttelig Ro
og Skibene b e væ g e r sig kun i Snor. Lyset er hvidt og b lændende ,
Raadhuspl adsen e r uden Skygge og t om for Mennesker, i Botanisk
Have er Luften fyl dt af Blomsterdufte og pa a Havens Bænke sidder
med en ops l a a e t Bog i Skøde t og Ho v e d e t læne t t il bage de unge
Piger og bliver brune som i Troperne. Den a lmæg t i ge Sol har t a g e t
Byen ind til sig i e t somme rl igt Favntag.
Ikke e t Blad rører sig. Sollyset ned fæ l de r sig i Planter og Menne
sker, J o r d bæ r r e n e g l øde r under de grønne Blade, de r op s t a a r søde
Længsler i umodne Reinecl auder og Hylden f aa r t ravlt med a t a f
blomstre.
Karl Erik maa ikke ga a alene ned til Søerne, og de r er ingen
hjemme som kan t a g e ham med. Han bor opp e paa t redi e Sal i
Lejlighed Nr. 5, og naar han stiller sig uden for Døren for a t se om
de r snar t kommer nogen, ser han langt bort e for Enden af Gangen
hvilket fantastisk Somme rvej r d e t er i Dag. Det har ogsaa kunnet
lugtes hele Dagen. En sødlig Duft af Forraadnelse stiger op fra
Ga a r d e n s Skakt og slutter sig sammen med Opg ang en s mugne Luft.
Hele Ejendommen er saa stille som en Søndag Morgen. Der er ba re
en Skrigeunge nedenunde r , som vræl e r og aldrig vil holde op.