KanViVæreDetteBekendt

Skrigeungen bliver ved og bliver ved. Den ligger med høj Feber

og maa Ikke komme ned. Dens Vogn st aar uden for pa a Gangen .

Hvis man vidsfe de r Ikke va r nogen hjemme kunde man rulle en Tur

med Vognen. Men d e t g i de r man Ikke alligevel. Skrigeungen er altid

syg. Hel e Huse t e r fyl dt a f syge Skrigeunger. Karl Erik h a r e n lille

b i t t e Søster, den allermindste af dem allesammen, hun er ogsaa en

Skrigeunge, men hun ligger heldigvis henne paa Blegdamshospitalet.

I Ka t akombe rne I Fr edens gade b rænd e r svage elektriske Pærer,

Au toma tl ys, som t æ n d e s og slukkes Dagen igennem. He r hersker

den ev ige Mørklægni ng, Kæl der luf t og Kælderlys helt op til f emt e

Sal, og Inde I Lejlighederne er de r e t vedva r ende Mørke, som end

Ikke l ade r sig for j age pa a himmelblaa Somme r dage . Hundr ede r af

Familier e r Aa r e f t e r Aa r henvist til a t forblive I de r es smaab l t t e

Lejligheder, som aldrig op lever nogen Ar t af Vedligeholdelse. Da

gens Timer bliver ø d e og graa, ød e som de lange G a n g e og graa

som d e gr a a Mure. T ræ t h e d og Mismod slaar ud som Fug tpl et t er

i Sindet. Hvorhen Beboerne ser, øjner de kun Forfald og Skygger.

Og hvis d e s t or e Børn ser op fra Bogen, medens de læser Lektier,

st andses de r es Blik a f Muren f aa Me t e r fra Vinduet. Den stiller sig

imellem dem og Na tur en , imellem dem og Livet og den lammer

med sine Hun d r ede r a f ens Mursten al de r es Fantasi. De lever I en

Atmo s fær e , hvor alle Opl eve l se r udebliver. Det er den samme A tmo

sfær e, de r g e n t a g e r sig i Nansensgade og Eskildsgade, I Stengade ,

Sl ot sgade, Prinsessegade, i Dusin e f t e r Dusin af lange københavnske

Gade r , i Snese e f t e r Snese af københavnske Ejendomme. Varmen

løsner Kalken og Regnen skyller Pudset væk, Sommeren og Vinteren

ga a r hæ r g e n d e hen ove r Bygningerne, Kulden ga a r gennem Døre

og Vinduer, Ruderne er løse, fordi Kit tet skaller af, d e t drysser ned

fra d e t skjoldede Loft, Tape t e r ne buler og revner og Rott erne

mor er sig.