20 / 557
Fra »Helligaandshuset« over »Vartov« til »Gammel Kloster«
9
Alle disse Navne vil vi selvfølgelig bevare for vore nye
Lejligheder, ikke blot af Frygt for Peder Oxes »Forma-
ledidelse« — og de vil kunne suppleres af nye ædle Gi
vere: Stiftelser og Personer, der vil skabe et Minde va
rigere end Indsk riften paa en Gravsten.
Vil nu denne Modernisering ogsaa vinde de nuværende
Stiftelsesbeboeres Tilfredshed? Ja, mon?
Jeg vil fortælle et Par smaa Oplevelser, for at afveje
for og imod: den første, den allerførste, der i Sommeren
1917 søgte mig som Borgmester, var en meget gammel
Mand, der straks indenfor Døren bukkede dybt for mig
og sagde: Deres Højvelbaarenhed. Det lod sig jo høre.
Da jeg havde faaet bragt ham til Sæde, sagde han med
næsten grædende Stemme: »Jeg beder Deres Højvelbaa
renhed saa inderligt om at hjælpe mig ud af Vartov. Jeg
bliver saa melankolsk af at være der«. Jeg blev ganske
forbløffet. Ærlig talt troede jeg, at der kun var Koner i
Vartov, og dernæst at gamle Folk, tilmed i denne haarde
Bolignøds-Tid, nærmest stod i Kø for at komme ind. Jeg
hjalp ham, ogsaa til at faa sit Indbo med ud. Paa det
Punkt tager vi det nu lempeligere og lempeligere. —
Stuefællesskabet har hos mange fremkaldt en fin og
smuk Resignation og en rørende gensidig Hjælpsomhed,
men maa nu begrænses og forlades. Indbyrdes Strid er
jo heller ikke helt udelukket blandt gamle Folk.
Oprindelig var der slet ikke Kakkelovne i »Vartov« i
den nuværende Bygning, skønt der i Stueetagen endda
var Stengulv. Det hændte derfor, at gamle Folk gik i
Seng om Efteraaret for at holde Varmen og først stod
op igen
0111
Foraaret. Da man sidste Gang reformerede
Opvarmningen for en Snes Aar siden under min Fo r
gænger, E tatsraad Dybdal, fra gamle Ovne, der holdtes
rødglødende ved Fyring med Kul Døgnet igennem, til
Døgnbrændere med Koksindfyring, blev Meddelelsen