121 / 127
— 113 -
Disse Folk, som her har levet, Fremtids Slægter blev til Gavn,
thi de tænkte frem i Tiden og har skabt sig varigt Navn,
de har sørget for at være de Betrængte Støttestav
under alle Livets Forhold, helt fra Vugge og til Grav.
De har reist de store Skoler, for at Børn kan Kundskab faa,
de har sørget for vor Ungdom frem i Videnskab kan gaa;
mange store Mindesmærker vore Døtre hjælper frem
til det Maal, hvorhen de stræbe, til at danne egne Hjem.
For de Fremmede man sørged, Ingen maatte savne Brød,
og de Syge har man hjulpet, søgt at lindre deres Nød,
og naar Alderdommen kommer efter lange Arbeidsaar,
for de trætte Gamle Hvilens Bolig aaben staar.
Og nu er vi da herhjemme blandt de Bedste i vort Land,
Hver og En har stræbt at vorde, som den Første i sin Stand,
foran lyse Fremtidsdrømme, og med stolte Minder bag,
saadan vi idag kan feire liundredaarig Frihedsdag.
Hundred Aar at skue fremad kan jo ingen nok saa klog,
hvad vor Fremtid her skal blive er for os en lukket Bog;
lad os ønske, lad os haabe, hvad end sker i Verden om,
maa i Danmark altid tindes Ly for gammel Jødedom.
Gid som nu her altid være Mænd, som løfter Fædres Arv,
og som ærefuldt vil røgte hele Menighedens Tarv.
Gid, hvad Skæbne Slægten møder, den bli’r Land og Folk til Gavn,
Gid at Navnet »Danske Jøder« altid bli’r et Hæders Navn.
A . M. Metz.