26 / 99
som om han var hjemmevant. Han hængte Kasketten op paa den nær
meste Knage og slog sig ned ved Stambordet. Han beordrede en Hof
og begyndte at rejse sine Dominobrikker. Lige overfor ham sad Olie-
Valde.
Et Sekund vekslede de to Mænd Blik. Saa begyndte Spillet. Rode
mesteren sad og rev sig fortvivlet i sit Hvalrosseskæg, da han saa,
hvordan den Fremmede kom med det ene mere ondskabsfulde Oplæg
til Valde end det andet. Smaa, klare Svedperler sprang frem paa
Valdes brede, solbrændte Pande, og han bestilte sig et stort Glas
Portvin, ganske mod Sædvane. Det første Spil vandt den Fremmede,
men det næste gik til Valde, der sagde sit »Domino!« med en vis
Triumf i den ru Stemme, der skulde betyde de omkringsiddende, at
det var ikke saa lidt af en Fejltagelse, naar han havde tabt i første
Omgang.
Da vendte den Fremmede sig mod Kyperen og bestilte ogsaa et
stort Glas Portvin. Han fik det og tømte det i eet Drag, som havde
det været e.t Fingerbøl Snaps. Saa rejste han roligt sine Brikker igen.
Næste Spil gik til ham og næste igen og næste igen. De andre Gæster
i Vinstuen begyndte at stimle sammen om Stambordet. De fleste havde
deres Glas i Haanden, som de nu og da styrkede sig ved. Tobaks
skyerne bølgede lavt hen over Spillerne, der sad tavse og alvorlige,
bøjede over de sorte og hvide Brikker. Ingen sagde noget. Den eneste
Lyd var Brikkernes gentagne Smæld mod det portvinsplettede Bord.
Olie-Valde var blevet ligbleg, han rystede paa Haanden, hver Gang
han tog en Brik, og ofte kunde man se paa ham, at han et Øjeblik
var i Tvivl, han holdt Brikken lidt i den hule Haand og satte den til
bage i Geleddet igen for at tage en anden og spille ud med. Lykken
var stadig paa den Fremmedes Side.
Da han havde vundet ti Spil i Træk, rejste han sig langsomt og
stavrede over til Disken. Her opløftede han for første Gang sin Mund.
Det var en dyb Gravrøst, der kort og uheldssvangert fastslog:
— Taberen betaler!
De havde hver faaet en Hof og ti Glas Portvin. Olie-Valde kylede
sin tunge Skindpung over til Kyperen og lod ham selv tage af de
klingende Mønter. Saa rejste han sig med Besvær for at tage Afsked
med den Fremmede. Men han var allerede væk. Kun en klaprende
Dør ud til Efteraarssludet fortalte, hvad Vej han var gaaet. Paa
Gulvet under Stambordet laa et Par nedfaldne Dominobrikker og
mindede om Kampen, der havde raset. . .
2 2