hendes Kyskhed bliver krænket alt for længe ad Gangen paa offent
ligt Sted, endnu før hun har set Bommelommer og knap nok er blevet
pyntet op med en lille Fjer.
— Av for Katten, din Mærl skriger han op.
— Ja, siger Eva spydigt, tror du, det er en almindeligTrappegangs
tøs, du har faaet op under Neglene?
Men »skoldet« er han blevet, og det lille, gemytlige Spark har kun
gjort ham hedere endnu, saa der er ingen Tvivl om, atdet bliver de
to i Aften, trods det blaa Mærke paa Skinnebenet.
Hvert Aar bragte et nyt Kuld af Piger til Nyhavn. Der var bestan
dig Brug for Afløsning. Hvor mange af dem fra i Fjor og i Forfjor
er ikke allerede forduftet. Mange kom som purunge ovre fra det sor
teste Jylland og blev først Køkkenpiger eller Serveringsjomfruer i
Nyhavn, før de lagde ud som helbefarne. De kom — og forsvandt,
som Vinter skifter med Vaar. Nogle tog »Sædeligheden« sig af, andre
lavede den tykt og blev gift med Søfolk, nogle endog med Kaptajner
og Styrmænd, og saadan er Livets Gang . . . først gift, aldrig mere Cap
Horn! Det var nu Sorte Edith, hun skød sig en rig Stodder og blev
rigtig Grossererfrue med Bil og Villa paa Strandvejen. Men mon
hun alligevel ikke sidder derude engang imellem
og
tænker tilbage
paa de glade Nyhavnsnætter med et lille Stik i Hjertet? Hvad er hun
blevet andef end en stakkels Fugl i Bur, selv om Buret er lueforgyldt?
Det var ikke noget for Katinka, den Skæbne. Katinka er af de rig
tige, og hun bli’r, hvor hun er, uden at fange Griller. Nyhavn var godt
for hendes Mor, og saa er det ogsaa godt nok for hende.
Hun staar foran Spejlet i sit lille Gemak oppe i Gavlen og tager sit
valmuerøde Silkeliv paa. Det sorte Skørt gaar hende kun til Knæene,
men hun har da ogsaa et Par Pokkers velskabte Pusselanker i blanke
Halvsilkestrømper at vise frem for Verden i Dag. Nu løser hun op
for det blaasorte Haar, der glider ned over hendes runde Skuldre.
Det Haar er hendes Stolthed, for det er længere end Garbos og lige
saa pænt og bølget.
Men nede fra Gaarden lyder Sang og Harmonikaspil. Katinka er i
et Spring henne ved det lille, lave Vindue og faar Potteplanterne flyt
tet, saa hun kan læne sig et passende Stykke ud paa Sofapuden.
For den Stemme og den Harmonikatone er ikke til at tage fejl af. Det
er Søren, der har en af sine store Dage. Hør, hvor han gør sig lækker
dernede i Gaardens Solskin. Det er ikke saa svært at fatte, hvor det
er, han vil hen, den lumske Rad. Og Barmen bølger op og ned paa
lille Katinka i det røde Liv, for nu er det Søren, der kommer!
33