Previous Page  37 / 99 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 37 / 99 Next Page
Page Background

hendes Kyskhed bliver krænket alt for længe ad Gangen paa offent­

ligt Sted, endnu før hun har set Bommelommer og knap nok er blevet

pyntet op med en lille Fjer.

— Av for Katten, din Mærl skriger han op.

— Ja, siger Eva spydigt, tror du, det er en almindeligTrappegangs­

tøs, du har faaet op under Neglene?

Men »skoldet« er han blevet, og det lille, gemytlige Spark har kun

gjort ham hedere endnu, saa der er ingen Tvivl om, atdet bliver de

to i Aften, trods det blaa Mærke paa Skinnebenet.

Hvert Aar bragte et nyt Kuld af Piger til Nyhavn. Der var bestan­

dig Brug for Afløsning. Hvor mange af dem fra i Fjor og i Forfjor

er ikke allerede forduftet. Mange kom som purunge ovre fra det sor­

teste Jylland og blev først Køkkenpiger eller Serveringsjomfruer i

Nyhavn, før de lagde ud som helbefarne. De kom — og forsvandt,

som Vinter skifter med Vaar. Nogle tog »Sædeligheden« sig af, andre

lavede den tykt og blev gift med Søfolk, nogle endog med Kaptajner

og Styrmænd, og saadan er Livets Gang . . . først gift, aldrig mere Cap

Horn! Det var nu Sorte Edith, hun skød sig en rig Stodder og blev

rigtig Grossererfrue med Bil og Villa paa Strandvejen. Men mon

hun alligevel ikke sidder derude engang imellem

og

tænker tilbage

paa de glade Nyhavnsnætter med et lille Stik i Hjertet? Hvad er hun

blevet andef end en stakkels Fugl i Bur, selv om Buret er lueforgyldt?

Det var ikke noget for Katinka, den Skæbne. Katinka er af de rig­

tige, og hun bli’r, hvor hun er, uden at fange Griller. Nyhavn var godt

for hendes Mor, og saa er det ogsaa godt nok for hende.

Hun staar foran Spejlet i sit lille Gemak oppe i Gavlen og tager sit

valmuerøde Silkeliv paa. Det sorte Skørt gaar hende kun til Knæene,

men hun har da ogsaa et Par Pokkers velskabte Pusselanker i blanke

Halvsilkestrømper at vise frem for Verden i Dag. Nu løser hun op

for det blaasorte Haar, der glider ned over hendes runde Skuldre.

Det Haar er hendes Stolthed, for det er længere end Garbos og lige

saa pænt og bølget.

Men nede fra Gaarden lyder Sang og Harmonikaspil. Katinka er i

et Spring henne ved det lille, lave Vindue og faar Potteplanterne flyt­

tet, saa hun kan læne sig et passende Stykke ud paa Sofapuden.

For den Stemme og den Harmonikatone er ikke til at tage fejl af. Det

er Søren, der har en af sine store Dage. Hør, hvor han gør sig lækker

dernede i Gaardens Solskin. Det er ikke saa svært at fatte, hvor det

er, han vil hen, den lumske Rad. Og Barmen bølger op og ned paa

lille Katinka i det røde Liv, for nu er det Søren, der kommer!

33