74 / 99
Ulykken i New Yorks Havn, hvor han for nogle Aar siden fik en
Melsæk over Nakken, saa Hovednerven blev knust.
— Det er den forbandede Sæk, jeg betaler for endnu 1 hvisler
Stoffer.
Tiderne huer ham ikke rigtigt. Han finder, at Nyhavn har forandret
sig til alt andet end sin Fordel i Restriktionernes Tegn. Han faar
sjeldnere og sjeldnere en Invitation til at rulle med ned i en af Kæl
drene for at fejre en Sømands Hjemkomst paa god, gammeldags Vis.
— Nej, siger han, der er ikke det Hiv og Sving i Nyhavn som før
i Tiden! Da kom her dog af og til nogle Gutter hjem, som gav en
Kasse 01 og en Pot Brændevin . . . Nu kan man sidde her hele Dagen
og ryge sin Pibe med Skipperens Kanaster, uden at der dukker saa
meget som Skyggen af en Tyr op bag Elverhøj!
En Tyr er som bekendt en Beværtningsgæst med Lommerne fulde
af klingende Mønt, og Elverhøj er den populære Nyhavns-Betegnelse
for den Underjordiske for Enden af Havnen henne ved Kongens N y
torv, der løfter sine græsbevoksede Jordhøje op over Havneløbet.
Naar Stoffer er i den Stemning, skal der ikke meget mere end en
Bajer nede fra Skibshandleren til, før han forfalder til sentimentale
Minder om den
rigtige
Tid, da Livet var værd at leve i Nyhavn, naar
man kom hjem fra en god Hyre.
— Det morsomste var, naar vi var med til at drikke Pigernes Løn
op, naar de fik Løn! Herregud, de havde jo saa mange Gange været
med til at drikke vores Hyre op! Jeg husker engang, jeg var kommet
hjem fra en længere Tur. Jeg havde otte Hundrede Kroner liggende
hos Profeten, ham Forstanderen ovre paa Englehjemmet .. . Bethel
kalder de det vist. Saa kom jeg ud i en Orkan hernede paa den rigtige
Side, men Profeten havde lukket Pengene inde for mig, saa jeg maatte
sent om Aftenen dirke mig ind med et rustent Søm for at faa Tag
i dem. Naa, de varede til Fredag, det var tre Dage. Saa var man søklar
igen. Men der var ingen Hyre. Gudskelov for lille Annie West. Hos
hende kunde man altid faa Logi og Kost paa Kridt, og saa gik man
der og spillede Fidibus, altsaa reparerede Borde og Stole og hjalp til,
hvor man saadan kunde det, for dog at gøre lidt Gavn for Pengene . ..
ikke sandt, Fjols?
Stoffer klapper Køteren paa Ryggen. Den vender dovent Hovedet
og slikker hans Haand. Stoffer bakker paa Piben, saa det knurrer
fælt i Kanasteren.
— Her sidder man nu i sin Rullestol og kommer nok aldrig mere
ud at sejle i dette Liv . . . det sku’ da lige være med Havnens Motor
70