117 / 461
næppe var videre indbringende, fik han Tilladelse til at drive
Beværtning i Fiskehuset, og denne fik stærk Tilstrømning af
Københavnere, der paa smukke Sommeraftener drog derud for at
drikke deres The eller Punsch i det grønne. Blandt dem der
søgte her var ogsaa Ludvig Holberg, der nævner Fiskehuset i
sine Værker (Jakob von Thyboe f. Eks.)
Vejene ud ad denne Kant var dengang i en skrækkelig Forfat
ning. Naar Beboerne paa Østerbro om Vinteren aflagde Visit
hos hinanden og skulde over Gaden, maatte Damerne lade sig
transportere af
Dragere i en
Slags improvi
seret Bærestol.
— De rigtige
priviligerede
Bærestole
maatte nemlig
den Gang ikke
benyttes af pri
vate Folk, da
de var en Sær
ret, der var
overdraget In
dehaveren af
Adressekonto
ret, Agent
Holck (de F a t
tiges Tolk). I
1752 skete der
dog den For
andring til det
bedre, atVejen
underkastedes
en Restaure
ring.
Dæmningen
langs
Sorte
damssøen blev
hævet femFod,
hvorved Ejen
dommene paa
Østerbrogade
paa Stræknin
gen Kastelsvej
til „Rosendal“
kom til at ligge
i enDal, særlig
Ejendommen
Matr. 108 B
Gadenummer
26, som der
efter fik Nav
net „Dalen“ ,
noget vi som
er til Aars godt
kan huske. Den
Ingeniør, som
ledede dette
Foretagende,
hed Peymann og var dengang en ung Officer og en Broder til
den bekendte General, der fungerede som Københavns Komman
dant, da Byen — sørgelig Ihukommelse! — i 1807 blev overgivet
til Englænderne, som bortførte hele den danske Flaade.
Hvorledes dette store Terræn imellem Østerbro og Stranden
senere blev omtumlet indtil det havnede i den mægtige Stenørks
Fangarme hvor det nu hviler, har vi allerede omtalt.
Naar man i Begyndelsen af det 19 de Aarhundrede fra Trianglen,
med „St. Petersborg“ paa højre Haand og „Hjørnelund“ paa venstre
Haand, begav sig ned ad den statelige Alle, som senere benævnedes
„Kalkbrænderivejen“ og nu hedder „Nordre Frihavnsgade“, stødte
man for Enden af denne Allé paa den smukke Ejendom „Rolig
hedsdal“, til hvilken Ejendom Alleen i sin Tid var anlagt som
Adgangsvej til Ejendommen.
Det var en meget smuk Lystejendom (se Billedet Side 99) som
i 1792 tilskødedes Advokat C. G. Schmidt, der i Tilknytning til sin
Ejendom „Rolighed“ gav denne Gaard Navnet „Rolighedsdal“. I
1802 erhvervedes den af Frederik Tutein, Ejeren af „Rosendal“,
og i Slutningen af 1880 erne maatte den lide den samme Skæbne,
som alt smukt her i Landet har m aattet lide, at blive jævnet med
Jorden til Fordel for en Forlængelse af nuværende „Nordre Fri
havnsgade“ — business, business!! — det er vore vise Fædres Ideal,
alle sentimentale Følelser for Bevarelsen af Byens Skønhedspunkter
maa vige for det Mammon som Kommunen bemægtiger sig, for at
kunne holde en daarligt administreret Husholdning igang.
Drejede man
fra Alleen af,
ad den Vej som
fra„Roligheds-
dal“ førte til-
venstre forbi
det skæve Hus
(Billede Side
100), tra f man
snart en Side
vej (tilhøjre),
som hed „Gam
le Kalkbræn
derivej“ ogfør-
te gennem en
gammel Bon-
degaard„Krau-
ses Gaard“ til
Kalkbrænderi
erne, hvis Hi
storie vi i korte
Træk vil om
tale.
I Marts 1728
fik F e l i x du
S a r t og An-
t o i n e Bo n -
f i l s (der hav
de været Ga
lanterihandler)
kgl. Privilegi
um paa at ind
rette et Kalk
brænderi, og
allerede en
Maaned efter
overlodes der
dem en Kon
gen tilhørende
Plads ved Blaa-
taarn i Nær
heden af Lan
gebro, hvor der
fandtes 2Kalk
ovne i For
vejen. De fik
Ret til at bryde
Kalk paa Salt
holmen, hvil
ket besørgedes
af 60 dertil lejede Matroser, men Værket blev 1732 flyttet ud til
den saakaldte „Baadsmands Skanse“ ved Stranden udenfor Øster
port, hvor Kongen overlod de to Interessenter en Plads mod en
billig aarlig Afgift.
Foruden det gamle Kalkbrænderi fik Hovedstaden i 1777 et nyt,
der ligeledes anlagdes udenfor Østerport i Nærheden af det ældste
Dettes Monopol udløb nemlig i 1776, og da Interessenterne an
søgte om dets Fornyelse, fik de Afslag fordi — som Kommerce-
kollegiet skriver — „Erfaring noksom lærer, at Monopolier ere af
det Slags odieuse og for Næringerne skadelige Rettigheder, der
saavidt muligt ved alle Lejligheder bør udryddes“. Samtidig blev
det offentliggjort, at enhver kunde vente Privilegium paa slige
nyttige Værkers Anlæg, og kort efter gaves et saadant til Regi
mentskvartermester O b e r k am p f, Professor H a r s d o r f f og Justits-
raad L a s s e n , der havde dannet Interessentskab. Det er karakte
ristisk, at disse tre Mænd strax ønskede Forbud mod flere Kalk-
Indkørslen fra Sibbernsvej til „Ny K alkbræ nderi-G aarden“.
110