160 / 461
Sælger, og som endte med at Købekontrakten „ved Højesterets
allernaadigste Dom af 30. Okt. 1774 er bleven ved Magt k en d t“,
hvorefter der i 1776 er givet Køberen Skøde paa Møllen „ei
alene som den befandtes før den afbrændte, men endog som den
nu paany findes opbygt“. Denne Genopbygning har antagelig fundet
Sted i Aaret 1775, hvilket stemmer med, at dette Aarstal stod
indskrevet paa den senere Svanemølles Mur. Efter Møller Schmidts
Død solgtes Møllen i 1796 for 10000 Rdl. til Farver Johan Daniel
Qvist og efter dennes Død i Aaret 1801 for en Sum af 20 800 Rdl.
Courant til Brændevinsbrænder Chr. Ølund, som samtidig tilkøbte
de Møllen tilliggende Jorder, hvoraf en Del tilhørte Staden Køben
havn, medens en anden Del af Jorderne hørte til det saakaldte
„Saugmøllevænge“, der var i privat Eje. Møllen forblev saa i den
Ølund’ske Families Eje til 1856. Den daværende Ejer Møller
Johs. Ølund var ved denne Tid gaaet fallit, og Møllen med
denne borgerlige Titulatur at blive benævnet først og fremmest
efter sin militære Charge. Samtidig med at Ekman passede sin
omfattende civile Virksomhed, gik han nemlig med Liv og Sjæl
op i sine udprægede militære Interesser, som han med Kærlighed
viede den gode gamle Borgervæbning, i hvis Rækker lian avan
cerede til Oberst og Chef for det borgerlige Artilleri. „Obersten“,
som han herefter bestandig blev nævnet, førte i sine Velmagts
dage et stort og gæstfrit Hus paa Svanemøllen, hvor han, der
allerede i 1859 var bleven Enkemand, sad som det naturlige pa
triarkalske Midtpunkt, og hvor han Søndag efter Søndag samlede
sin Familie om sig. Ogsaa for tilfældige Gæster var der bestandig
en Plads tilovers ved hans gæstfrie Bord, og Husets og Oberstens
Venner var mange. Til Ejendommen hørte der en udstrakt og
prægtig Have, som naaede fra Strandvejen og ned til Vandet og
som med sin interessante Kaninø og andre Herligheder dannede
F o t. „F ør og N u“ ved E lfelt.
V illaejendom Strandvej Nr.
23
(M atr.-Nr. 417).
V illaen ejedes fra
18G9— 1878
af G rosserer Svend A ugust Petersen, fra
1878— 1891
af G rosserer I. M. G oldschm idt, fra
1891— 1898
af fhv. A potlieker G.
C h riste n sen
og fra
1898— 191G
af hans H u stru .
191G
solgtes den til E nkefru F rederikke Sm ith, som
1918
afstod den til den nuvæ rende E jer D irektør Carl N ielsen.
alt dens Tilliggende blev derefter afhændet til Major og Mægler I
Johan Peter Ferdinand Ekman, og hermed indlededes en ny og
mindeværdig Epoke i Svanemøllens Historie. Straks efter Møllens
Overtagelse lod Ekman den gamle Beboelseslænge nedrive, der
skal have ligget noget nærmere Strandvejen end den nye, og
som iøvrigt skal have bestaaet i en lidet standsmæssig 2-Etages
Bygning med Bolig for flere Familier, idet han istedetfor (i Aaret
1857) lod bygge det smukke Patricierhus, som endnu ligger der
(ligeved 'Jernbaneviadukten) som den sidste Bygningslevning af
den gamle Svanemølles Herligheder. I Forbindelse med den gamle
Vindmølle lod Ekman endvidere (i 1858) anlægge en moderne
Dampmølle paa Stedet. Selv tog han med sin Familie fast Bopæl
paa Ejendommen, som han først fraflyttede i Aaret 1880 samtidig
med at han overdrog Ejendommen og hele den blomstrende Virk
somhed til sine to Sønner, Grosserer Ferdinand Ekman og Løjt
nant, Dampmøller Oscar Ekman. Den gamle Ekman, der var født
i Aaret 1811, fik i 1837 Bestalling som Vare- og Vekselmægler
og drev som saadan i mange Aar Forretning i Kompagniskab
med Mægler Giessing. I 1861 ombyttede han sin Mæglerbestalling
med Borgerskab som Grosserer, men han foretrak bestandig for
den skønneste Ramme om Livet paa Svanemøllen og naturligvis
for den opvoksende Generation af „Børnebørn“ var den dejligste
Tumleplads, man kunde ønske sig. Af Husets Døtre var en gift
med daværende Kronprins Frederiks mangeaarige Adjutant, Kap
tajn Louis Lund, senere Udskrivningschef og Generalmajor, en
anden med Ingeniør Johs. Prior, hvis Fader Grosserer H. P. Prior
i en Aarrække (fra 1859 til 1867) boede tilleje i Stueetagen paa
Svanemøllen. En tredie Datter blev gift med den bekendte For
fatter og Oversætter, Professor senere Etatsraad P. Hansen. Efter
at være flyttet fra Svanemøllen boede „Obersten“ i sine sidste
Leveaar paa St. Annæplads, indtil han i 1883 lukkede sine Øjne.
Imidlertid fortsattes saavel Mølleriet som den øvrige Virksomhed
uforandret af hans ovennævnte to Sønner, indtil Virksomheden
for Møllens Vedkommende fik en brat og sørgelig Afslutning der
ved, at Møllen totalt nedbrændte Natten mellem den 11. og 12.
December 1892 — for ikke senere at blive opbygget. Hermed
var den gamle Svanemølles Saga ude, og dens Minde lever nu
kun videre i Navnet, der vel ogsaa for lange Tider vil vedblive
at være knyttet til dette Punkt paa Strandvejen. Jorderne solgtes
i 1895 til Københavns Kommune, medens Hovedbygningen med