7 / 461
(o; Holmens) Kirke, hvilken under stor Højtidelighed indviedes
den 5. Septbr. 1619, fandt Begravelser Sted lige fra Indvielsen og
indtil 1851. Og under Kirkens Gulv nedsænkedes det første Lig
i 1645 og i .1805 det sidste.
Den t r e d j e Kirkegaard under Holmens Sogn var den ovenfor
nævnte i 1619 paa selve Holmen anlagte, der med nogle faa Af
brydelser i enkelte Aar benyttedes indtil 1666. Med Hensyn til
dens Beliggenhed savner vi sikre Oplysninger, men forskellige
Kendetegn kan tyde paa, at den efter al Sandsynlighed har ligget
paa det Sted, hvor Theatret, Højskolebygningen og de nærmest
disse liggende Huse paa Gammelholm senere opførtes. Hver Gang
man har gravet paa disse Enemærker, er man nemlig stødt paa
Mængder af Knogler, hele Skeletter og Ligkistestumper, og paa
R e s e n ’s perspektiviske Plan af København 1619 er denne Kirke
gaard efter al Rimelighed antydet ved de tre Personer, der paa
dette Sted er beskæftigede med at grave i Jorden.
Begravelserne paa denne sidstnævnte Kirkegaard ophørte —
uden at man kender Grunden dertil — i Aaret 1654 og begyndtes
først paany i 1662, og i Mellemtiden begravedes Sognets Afdøde
paa en Kirkegaard, altsaa den f j e r d e i Tallet, der nogle Aar
forud var bleven anlagt ved den ufuldendte Kirke St. A n n a ro-
t u n d a . Denne Kirke havde
sin Beliggenhed paa det
senere Garnisonshospitals
Grund, medens Kirkegaar-
den, ifølge R e s e n ’s Atlas
og G e d d e ’s Planer af Kø
benhavn 1757, strakte sig
over hele det Areal, som
senere dækkedes af Sølv
gadens Kasernebygninger
Endnu længe efter at Kir
ken var nedrevet bestod
Kirlcegaarden og fik paany
Benyttelse som Begravel
sesplads for Holmens Sogn
under Pesten 1711 og endda
nogle Aar derefter, en Op
lysning, vi skylder G a r d e ’s
Efterretninger om den dan
ske og norske Sømagt.
Den Holmens Kirke *
gaard, vi Nutidskøben
havnere kender saa godt,
er altsaa den femte' i
Rækken af Holmens Sogns
Kirkegaarde og har allerede for nogle Aar siden fyldt sit halvtredie-
hundrede Aar. Som sagt er den blandt Byens nuværende Begra
velsespladser den ældste, idet Jødernes Kirkegaard stammer fra
1694, Garnisonskirkegaarden fra 1711 og Assistens Kirkegaarden
fra 1760.
Dr. L o u is B o b é har for ikke længe siden, paa Foranstaltning
af Marineministeriet som Overtilsyn for Kirken, paa Hagerup’s
Forlag udgivet et omfangsrigt og højst fortjenstfuldt Værk om
„ B r e m e r h o lm s K i r k e og H o lm e n s M e n i g h e d “ gennem tre
Aarhundreder, og det er dette Værk, vi skylder de efterfølgende
interessante Oplysninger om „Skibskirkegaardens“ Historie, hvoraf
vi lærer, at allerede i 1662 havde Oberst H e n r i k R u s e faaet
kongelig Befaling om at „udvise og afmaale“ Pladser til to Kirke
gaarde, hvoraf den ene skulde ligge udenfor Nørreport, den anden
udenfor Østerport, hvor det nu bedst og bekvemmest kunde ske.
Man forhastede sig ikke i nogen overvættes Grad. Der hengik
flere Aar, inden Kirkegaarden paa Østerbro endelig kunde tages
i Brug. Kirkens ældste Register over Begravede giver os følgende
Meddelelse:
„1666 St. Laurenti Dag den 10. Au gusti blev den ny Kirkegaard
udenfor Østerport indviet, at begrave Kongelige Betjenters Lig,
som ikke har Middel at begraves herinde. Og skete af H a n s
H a n s e n S e i d e l i n o , da denne Steds Sognepræst og Provst. Blev
kaldet S k ib s - K i r k e g a a r d . Den første Mand der udi var en
Baadsmand, som kaldedes Mogens Andersen Morchtiie.“
Det var ikke et Tilfælde, at den første Mand, som fandt sit
sidste Hvilested paa Skibskirkegaarden, var en jævn Mand af det
brede Befolkningslag. Det skete ifølge den Bestemmelse, at
„Kirkegaarden uden for Østerport var en Fattiggaard til Begra
velse for de i kongelig Tjeneste staaende, uformuende Matroser,
deres Hustruer og Børn, saa at aldeles intet for Jorden enten til
Kirken eller Skolen gives, mens enhver, som de bedst veed og
kan selv grave den Grav, som fra Holmen dertil er bestilt.“
Bestemmelsen blev i 1706 stærkt præciseret af Kirkepatronen,
der udstedte Befaling om, at ingen i Kongens Tjeneste ved Hol
men, som var formuende nok til at kunne betale til Kirken for
Jorden, maatte begraves udenfor Østerport, efterdi Kirkegaarden
alene var beregnet til Benyttelse for dem, der var ganske fattige.
I det første Aarhundrede af sin Tilværelse har Holmens Kirke
gaard næppe havt Halvdelen af sin nuværende Størrelse. Og
Skæbnen vilde, at den snart blev overfyldt med Lig. Under den
store Pest ringede jo Dødsklokkerne Dag efter Dag. Og „intet
Sted lyste de hvide Kors saa hyppigt paa Dørene som i de smaa
Nybodershuse. De Døde skulde jordes, om der var Plads eller ej.
Ud gennem Østerport skumplede Vogn efter Vogn, ikke med Ki
ster, men med Dynger af Lig, hvor Hoveder hang ud af Vognene.
Tilsidst dyngedes Ligene simpelthen op paa Kirkegaarden.“
Og næppe var der Tegn til, at Pesten sang paa sit sidste Vers,
før København truedes af en ny Ulykke. Af Mangel paa Proviant
og paa Grund af Skibenes Brøstfældiglied og Mandskabets Syg
dom nødtes Flaaden under
Gyldenløve til a t lægge
sig ind paa Københavns
Red med henved 3000 syge
Matroser ombord. Ved et
Syn paa Kirkegaarden, som
foretoges i Februar 1712,
blev det godtgjort, at over
10 Lig kun var dækket af
3 Tommer Jord, og at Kirke
gaarden var overfyldt i en
Grad, der var mere end
uhyggelig. Denne uhygge
lige og sundhedsfarlige
Overfyldning havde sin
højst
naturlige Grund.
Kirkepatronatets Paabud
om, at kun de Ubemidlede
maatte begraves udenfor
Østerport, var blevet gan
ske overhørt. Det konsta
teredes, at endogsaa Folk,
der gik for at være for
muende, var bleven ført
herud for at jordes. Efter-
haanden var det blevet ret almindeligt at se Begravelser paa
Skibskirkegaarden foregaa under Udfoldelse af megen Pragt, med
fine Karosser og store Følger og lange Ligprædikener. Og de, der
jordedes, var alt andet end Holmens jævne Betjente, men Kaptajn
løjtnanter, Løjtnanter og velmeriterede Skippere. Saa nødtes man
da til at udstede nye Anordninger, hvorefter de, der havde Raad
dertil, maatte betale for deres Kirkegaardsjord, ikke blot Offi
cerer men Skippere og Kvartermestre paa Holmen, alle Mestre,
Undermestre og alle de Mestersvende, hvis gode Dagløn tillod
dem saadan Udgift, hvorimod Matroser, Bøsseskytter og Ruhuggere,
der intet efterlod sig, fremdeles skulde have fri Begravelse. Man
har Oplysning om, at der paa Skibskirkegaarden i Tidsrummet
1732 til 1737 nedsænkedes mellem 3 og 4 Tusind Lig, eller aar-
ligt omtrent 700, og at Kirkegaarden i mange Aar næppe havde
indbragt 10 Rdlr. aarligt.
Først halvandet hundrede Aar efter Kirkegaardens Indvielse fik
den en haardt tiltrængt Udvidelse, idet Holmens Kirke i 1817 af
Københavns Kommune købte 45,000 Kvadratalen ny Grund. Siden
den Tid er Arealet flere Gange ble ven forstørret, nemlig i 1835
og 1865 med tilsammen 17,000 Kvadratalen, og endelig i 1884
med Jord langs Østerfarimagsgade, saa at Kirkegaarden nu ind
tager et samlet Fladerum af omtrent 10 Tønder Land. I Slut
ningen af Tredserne i forrige Aarhundrede jordedes her aarlig
mellem 4 os 500 Lig, i Øjeblikket mellem 3 og 400. Ved Lov af
1867 blev det endelig paabudt, at intet Areal indenfor den i 1857
fastsatte Demarkationslinie fremtidigt maatte henlægges til Kirke
gaarden, og at der paa Holmens Kirkegaard — lige saa lidt som
paa Garnisonskirkegaarden — maatte afhændes nogen Begravelses
plads efter Aaret 1947.
A poteker O tto B enzons V illa, Hj. af Ø sterbrogade og K ristianiagade.
Opført 1897 efter Tegning af A rkitekt A . Clemmensen og prisbelønnet paa Cliarlottenborg.